Kim Larsens impresario er gået solo
Som ung skrev han sange, han ikke kunne nyde bagefter. Nu har Jørn Jeppesen udsendt sin første single.
Det er på mange måder et helt åndssvagt projekt, siger Jørn ”Ørnen” Jeppesen.
At få børn som 23-årig og opsøge en professionel solokarriere som 52-årig kan synes bagvendt, lyder refleksionen. Men det er nu en gang den vej, skæbnen har asfalteret for musikeren, der måske er bedst kendt som nationalskjalden Kim Larsens højre hånd.
I en årrække tjente han som impresario – Kim Larsen foretrak dette udtryk over den mere gængse betegnelse ”manager” - og i 2015 tiltrådte han som rytmeguitarist i Kim Larsen-backingbandet Kjukken. Et band, der sov stille ind sammen med sangeren den 30. september i fjor.
De efterfølgende aflyste koncerter i kombination med et vist tomrum gav Jørn Jeppesen uventet tid til igen at udforske sin kreative åre som sangskriver.
»Jeg stod i et ragnarok. Efter mange intense år sammen med Kim og andre kunstnere havde jeg ikke lyst til at fortsætte arbejdet på samme måde med nogle nye. Jeg søgte tryghed i mine egne sange, når jeg havde det lidt hårdt. Jeg blev meget glad for at spille og synge igen, og det gav lidt sig selv,« siger han.
Der er ikke nogen, der får passet deres børn og tager til koncert, bare fordi jeg engang har stået ved siden af Kim Larsen.Jørn Jeppesen
Som ung skrev han sange, han efterfølgende ikke kunne holde ud at høre. I stedet trådte han ind i musikbranchen og skabte sig en karriere som manager, booker og undertiden spillemand og korsanger.
I 2004 skrev Jørn Jeppesen den sang, han troede, skulle blive hans sidste. Men de mange år i branchen med udslåede ører har tilsyneladende gjort ham til en mere kompetent sangskriver, for nu er han så tilfreds med resultatet, at han har sendt sin første single på gaden. Yderligere et halvt dusin numre er allerede færdigindspillet, og et tilsvarende antal venter i værkstedet. Nok materiale til at det muligvis kan løbe op i et helt Jørn Jeppesen-album i løbet af 2019.
Lyden i den første single ”Aldrig gå alene” trækker ikke mange paralleller til et spillemandsorkester.
»Jeg har bygget min musik op efter en helt anden skabelon med fokus på elementer fra nyere popmusik. Det var det udtryk, jeg fandt over efteråret, og som passer mig godt. Jeg har da heller ikke lyst til at lægge mig i samme bane som Kjukken. Mine sange kunne nok ikke holde til at blive sammenlignet med Kims små genialiteter,« siger Jørn Jeppesen, der nåede at spille flere end 170 koncerter med Kim Larsen.
Han nåede til gengæld aldrig at drøfte tankerne om en solistkarriere med sin kammerat. For et halvt år siden vidste han end ikke selv, hvor han ville stå i dag.
»Det er gået meget stærkt. Jeg har ikke fortalt nogen om det. Selvom Kim og jeg var private venner, ville jeg ikke blande begreberne, når vi var i Kjukken-regi ved at stå og ævle om, at jeg havde skrevet en sang. Der var jeg professionel og passede mit job,« siger han.
Jørn Jeppesen er ved siden af karrieren fortsat med i direktionen for Kim Larsen ApS, der varetager familiens interesser omkring det store sangkatalog, Kim Larsen efterlod sig. Den nybagte solist tror ikke, at forbindelsen til hverken Kim Larsen eller eksempelvis Magtens Korridorer, som også benytter ham som manager, vil bane vejen til succes.
»Folk er jo ligeglade og skal også være det. Det er ligesom når børn af kendte udgiver sange. Man får lidt omtale i begyndelsen, men al erfaring viser, at sangene skal kunne klare sig selv. Der er ikke nogen, der får passet deres børn og tager til koncert med mig, bare fordi jeg engang har stået ved siden af Kim Larsen.«