90.000 billetter solgt til musical i Tivoli
Det er sidste chance for at købe billet til musicalen "Midt om natten".
90.000 har købt billet til musicalen "Midt om natten", der baserer sig på sange af Kim Larsen. Og med fem uger til premieren melder Tivoli i København ud, at det er sidste chance for at sikre sig billetter.
»Med fem uger til premieren på den nye version af musicalen "Midt om natten" i Tivolis Koncertsal har flere end 90.000 sikret sig billet. Salget og interessen for Kim Larsen og Gasolin'-hits har været helt overvældende i hele landet, og billetterne i Tivoli er på rekordtid blevet revet væk,« hedder det i en pressemeddelelse.
»Den kæmpe interesse betyder, at nu sættes de sidste otte forestillinger i salg til musicalen. De ekstra forestillinger er samtidig absolut sidste chance for at opleve "Midt om natten" i Tivoli. Der er Danmarkspremiere på "Midt om natten" den 15. marts i Tivolis Koncertsal. Herefter drager musicalen på turné til bl.a. Holstebro, Aalborg, Odense og Vejle,« slås det fast.
Der er plads til lidt flere end 1.600 publikummer til hver forestilling, og dermed er det ca. 13.000 ekstra billetter, der nu sættes til salg.
Det fremgår af pressemeddelelsen, at musicalen kommer til at byde på sange som "Rabalderstræde" og "Kvinde min" med Gasolin' samt "Papirsklip" og "Tarzan Mamma Mia" med Kim Larsen.
Medvirkende i musicalen er blandt andre Kurt Ravn, Gustav Wolter, Troels Malling, Lise Baastrup, Jimmy Jørgensen og Pernille Højmark, og "Midt om natten"-opsætningen omtales som en »musicalversion af én af de mest sete danske biograffilm og bedst sælgende danske album af samme navn«.
Nikolaj Koppel, underdirektør i Tivoli, og executive kreativ producent, Thomas Langkjær, Langkjær Entertainment, kan ikke skjule deres begejstring i en fælles udtalelse:
»Lige fra vi annoncerede, at musicalen ville komme på plakaten, har der været travlhed ved billetlugerne. Og det var endda længe inden, vi afslørede det cast, der skulle på scenen. Siden er salget bare strøget derudaf. Det fortæller en del om, at Kim Larsens sangskat stadig har sit tag i danskerne. Prøverne er i fuld gang lige nu med det forrygende cast, og som stemningen er nu i prøvelokalerne, så kan publikum godt glæde sig til, at tæppet snart går i Koncertsalen.«