Jack White giver koncert på Tinderbox i Odense
Den amerikanske solist optræder for første gang siden 2014 i Danmark.
Den 42-årige Jack White giver koncert i Danmark til sommer.
Forinden udgiver amerikaneren, der har stået som en af sin generations helt store guitarhelte med meget mere, sit nye soloalbum.
Det hedder ”Boarding House Reach” og udkommer fredag den 23. marts. Der bliver tale om amerikanerens første soloplade siden 2014, hvor han udsendte ”Lazaretto” - og optrådte på Roskilde Festival. Her gav han også koncert i 2014, og han spillede i sin tid også på landets største festival med sit band The Raconteurs og duoen The White Stripes.
Det var med The White Stripes, at Jack White første gang fik succes som sanger, sangskriver og guitarist.
Han var i selskab med Meg White, som spillede trommer, og duoen brød for alvor igennem efter årtusindskiftet med først lp’en ”White Blood Cells” og siden ”Elephant”.
På sidstnævnte fandt man blandt andet nummeret ”Seven Nation Army”, som blev duoens mest populære nummer og i dag må betragtes som en evigtgyldig klasssiker.
Når Jack White til sommer giver koncert i Danmark, bliver det på Odensefestivalen Tinderbox.
»Der har gennem årene været stor efterspørgsel efter rock til programmet på Tinderbox, og med tilføjelsen af Jack White så opfylder vi i den grad det ønske. Han er en fantastisk guitarist, og så har han et imponerende katalog af hårdtslående klassikere, der helt sikkert kommer til at blæse folk bagover i Tusindårsskoven,« udtaler Tinderbox’ festivalchef, Brian Nielsen, der også er dybt involveret i blandt andet Northside i Aarhus.
Blandt Tinderbox’ øvrige navne er Depeche Mode, Alanis Morisette, Wiz Khalifa, Bastille, Craig David, Prophets of Rage, Nik & Jay og C.V. Jørgensen.
Tinderbox foregår 28.-30. juni i Tusindårsskoven i Odense.