*

Musik

Masser af jazzhæder til sangerinden Kira Skov

En række priser er blevet uddelt til Danish Music Awards Jazz.

Kira Skov blev hædret med to priser til Danish Music Awards Jazz. Foto: Carsten Bundgaard

Sangerinden Kira Skov, der nok er bedst kendt som rockmusiker, blev den store danske vinder til Danish Music Awards Jazz 2017, som blev holdt på Bremen Teater i København.

Her blev i alt otte priser uddelt.

Kira Skov udgav i år "In the Beginning" sammen med estiske Maria Faust, og de blev hædret med prisen som årets danske jazzkomponist og årets danske vokaljazzudgivelse.                     

Prisjuryen kaldte albummet for »et både helstøbt og sømløst værk i absolut særklasse. Den melankolske og modne stemme, korets sakrale hymner og de følsomme og modige arrangementer skaber en bemærkelsesværdig og nærmest hellig treenighed.« 

Desuden slog juryen fast, at lp'en er »lyden af gåsehud. Det er en på alle måder betydningsfuld udgivelse«.

Kira Skov og Maria Faust var ifølge en pressemeddelelse rørt og overraskede over at modtage priserne:

»Tusind tak, vi er rigtig glade. Vi har helt utrolig mange at takke for den her plade og hele den proces, der ligger bag. Det har været et stort stykke arbejde. Tusind tak og tusind tak for prisen,« hed det blandt andet i makkerskabets takketale.

Kira Skov brød i sin tid igennem med rockbandet Kira & The Kindred Spirits. Siden gik hun solovejen, hvor hun holdt fast i rockmusikken, samtidig med at hun afprøvede andre genrer.

Med pladen "Memories Of Days Gone By" fortolkede hun en række af Billie Holidays klassikere.

Albummet "Det flimrende lys over Brabrand sø" blev hædret som årets danske jazzudgivelse. Hovedpersonen på det album var bassisten Nicolai Munch-Hansen, som døde kort efter udgivelsen.

Munch-Hansen dannede i flere år par med Kira Skov, som til jazzprisfesten i musikalsk selskab leverede to numre fra lp'en, der sætter musik til Aarhus-digteren Peter Laugesens poesi.

39-årig dansk musiker er død

Prisen for årets særudgivelse gik til bandet Kalaha, der består af Emil de Waal, Nicklas Knudsen, Rumpistol og Spejderrobot, for pladen "Masala".

Udgivelsen blev rost for at pege den danske jazz i en spændende retning og for at vise, hvordan globaliseringen har bidt sig fornøjeligt fast på den danske musikscene.

Danish Music Awards Jazz 2017 blev arrangeret og afviklet af organisationen Jazz Danmark i samarbejde med Bremen Teater, TV 2 Lorry, DR P8 JAZZ, Volume, Copenhagen Jazz Festival, DMF, DAF og MPO.

TV 2 Lorry sender hele showet på TV 2 Regionerne-kanalen. Det sker første gang den 16. december.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Rytmisk musik
Annonce
På den anden side
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her