Fortsæt til indhold
Litteratur

J. K. Rowling beklager anklagende tweets mod Donald Trump

Forfatteren beskyldte præsident Trump for at behandle en handicappet dreng dårligt.

Hun var vred, forfatteren J. K. Rowling, da hun så en video af, hvordan den amerikanske præsident, Donald Trump, behandlede en handicappet dreng i Det Hvide Hus.

»Hvor frygteligt, at Trump ikke kan få sig selv til at give hånd til en lille dreng, der bare ønskede at røre ved præsidenten,« skrev hun på Twitter.

Det var bare ét problem med den kritik - Donald Trump afviste ikke den lille dreng, der lever med et handicap og sidder i kørestol.

Det slog hans mor, Marjorie Kelly Weer, fast på Facebook:

»Kan en eller anden venligst gøre J. K. Rowling opmærksom på, at Trump ikke afviste min søn«.

Donald Trump trykkede ifølge flere vidner den lille dreng i hånden, da han kom ind i rummet.

Det får nu J. K. Rowling - der er mest kendt for at have skrevet bøgerne om Harry Potter - til at beklage sine anklager mod præsidenten.

Hun slår fast, at hun »tydeligvis projicerede min egne følsomhed omkring handicappede mennesker, der bliver overset eller ignoreret«.

»Hvis det har skabt nogen form for ubehag for drengen eller hans familie, så beklager jeg uden forbehold,« skriver hun på Twitter.

Hun har samtidig slettet sine tidligere tweets.

Forfatteren undskylder ikke over for Donald Trump, som hun tidligere har kritiseret i heftige vendinger, blandt andet under præsidentkampen, hvor han var republikanernes kandidat.

»Tag et kig mod det republikanske parti i USA og gys. 'Make Amerika Great Again!' råber en mand, der er fascistisk i alt på nær sit navn. Hans stumpede fingre er i øjeblikket inden kendetegnet ved at være skræmmende tæt på USAs nukleare koder. Han opnåede denne forrang ved at foreslå uigennemførlige løsninger til komplekse trusler. Terrorisme? 'Forbyd alle muslimer!' Indvandring? 'Byg en mur!'« sagde hun.