Hun har begået en forbløffende livsglad roman, som fejrer hverdagsoptimismen

»Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde. Nok heller ikke, hvor jeg skal slutte. Du ved, hvordan det er, man går til venstre, fordi nogen peger. Eller ind ad en dør, fordi nogen åbner den. Jeg forestiller mig, at det samme af og til sker for dig, men at din hjerne, i modsætning til min, arbejder på højtryk.«

Sådan starter et afsnit i Helle Helles nye meget vellykkede roman ”Hey Hafni”.

Det er Hafni, der skriver til fortælleren, men man kan have sine tvivl om de mange brevtekster, hvor Hafni går i dialog med fortælleren, overhovedet bliver afsendt.

Måske snakker Hafni med sig selv.

På den anden side er det jo noget af en markering at sige, at Hafni hverken ved, hvor hun skal begynde eller slutte.

Gælder det udsagn også for Helle Helles roman? Næppe. Men fortællingen er loyal over for Hafni, hvorfor vi får en tekst mærket af tilsyneladende tilfældigheder, digressioner, og dertil kommer flere sider, hvor der leges med sproglige udtryk, eller hvor meningen ligger i f.eks. rim eller associative koblinger. Hafni tegner og fortæller løst og fast om en ny tilværelse, der har sine udfordringer. Men teksten viser først og fremmest, at man kan komme langt, hvis man har tillid til ens medmennesker.

Den nomadiske kvinde

Den midaldrende Hafni – som vi genkender fra Helles forrige udgivelse, ”Hafni fortæller” – har midlertidigt bosat sig i Brighton, Englands fjerdelykkeligste by, og får besøg af sin krævende og forkælede broder Jack.

Hun skriver i ny og næ sms’er til sine to voksne børn, hun shopper lidt og er en nomadisk slentrende natur. Den side af sit talent realiserer Hafni ved at tage en tur ud i landet, der afstedkommer flere kortvarige ophold hos mange forskellige englændere, som alle viser sig at være gæstfri og selskabelige.

Det er sjældent at se en roman, som i den grad og på sin egen skæve måde fejrer gedigen optimisme på det hverdagslige plan.

Man kan roligt sige, at Hafni rejser på må og få.

»Jeg ved ikke hvad jeg skal,« som hun proklamerer på et tidspunkt, og den karakteristik angiver, hvor åben og uafklaret Hafnis tilværelse er. Til gengæld oplever hun det ene lille eventyr efter det andet. Flere gange tror vi, at hun er i fare; det lykkes hende således at miste sit kreditkort og siden glemme sin minimale bagage, men hver gang forvandles trusler til tryghed.

Hafni laver den ene mindre ulykke efter den anden, men det sker aldrig af ond vilje. Hun lyver også, når hun mener, det er nødvendigt. Ikke fordi hun vil snyde folk.

Helle Helles konstruktion af en midaldrende kvinde er bare en elskelig fumlet størrelse.

Hafni bor nogle dage i et kollektiv og tager sig af et spædbarn, så opsøger hun Virginia Woolfs museumsbolig og bliver inviteret til stort selskab, behørigt sekunderet af en interesseret herre, og da hun fordufter fra festlighederne, havner Hafni, hvis geografiske orienteringssans kan ligge på et meget lille sted, hos et ældre ægtepar, hvis modne søn mere eller mindre kaster sin kærlighed på Hafni. Det forstår læseren godt, for Hafni er et ejegodt menneske, altid hjælpsom og imødekommende. ”Hey Hafni” er feel good på litterært højniveau.

Det livsglade sprog

Der er som allerede antydet en anden side af Hafnis talent, der gør, at fortællingen om den retningsløse rejse får flere dimensioner, idet Hafni er et udpræget sprogmenneske, der går op i forskellene mellem dansk og engelsk. Ja, videre end det: Under eller over den muntre rejseberetning ligger der en konstant søgen efter et sprog, der dækker de følelser, oplevelser og fornemmelser, som mødet med omverdenen skaber.

Mennesket tænker i og med ord. Vi leder konstant efter et sprog, der kan oversætte registreringer og affekter, så andre kan forstå os. Alt sprog er oversættelse.

Midt i den prosaiske skildring dukker der komprimerede eller udtrykslegende remser op, der virker som en krydsning mellem Halfdan Rasmussen og Per Højholt. På en side står der f.eks. kun et bogstav: r. Det udtales som bekendt som er – et af eksistensens mest basale verber i forbindelse med et jeg. På en anden side får vi en blanding af oversættelse og lydlege følgende remse: ”out ud shout nej buk dyr tyr han fyr mand kan/ no ej go”. Jeg har på fornemmelsen, at Helle Helle i sin fritid gætter krydsogtværs!

”Hey Hafni” er en forbløffende livsglad roman. En særegen blanding af et sprogfilosofisk skrift og en til tider lavkomisk skildring af et uheldigt menneske, som tilsmiles af heldet igen og igen.

Det er et godt sted at slutte.

Og måske kommer der et tredje bind om Hafni. Den næstsidste sætning i romanen antyder det – måske.