Som fader så søn – eller?
Anmeldelse: Den eksperimenterende Madame Nielsen dissekerer sig selv ved at skildre sit ambivalente forhold til faderen i “Min fars død“.
Den konstitutionelt eksperimenterende Madame Nielsen er igen i gang med et større projekt: Der skal udkomme hele fem romaner i løbet af et år. ”Min fars død” er bind to, og i lighed med første bind, ”Kendsgerninger” (og selvsagt de kommende bind), er vi i afdelingen for det kvasi-selvbiografiske. På én gang selvreflekterende, selvudstillende, selvudslettende, selvhævdende eller selvkritisk.
Genremæssigt er bind to pakket ind i noget, der ligner et melodrama, hvor det som bekendt er sådan, at to mennesker elsker hinanden, men de når ikke at blive forenet til slut. Her er det selvfølgelig det skrivende jeg, som lige netop ikke når frem til faderens dødsleje og får sagt farvel og erklæret sin kærlighed til den figur, som han har haft et inderligt uafklaret forhold til.