Morten D.D. ramte bunden, da han blev skilt, og nu vil han give dig en lektion i lykke

Morten D.D. har kæmpestore fødder.

Han har drejet sin kontorstol væk fra bordet over mod et åbent vindue og placeret dem i vindueskarmen i et kontor på første sal af Molslaboratoriet.

Sokkerne er grå, den type, man køber i Føtex. Der står 45-46 under, men en gul trekant, som markerer, hvor hælen burde være, er kravlet et godt stykke ind under foden.

»Der kom en vipstjert. Det er den første i år. Det er fantastisk,« siger han pludselig midt i talestrømmen, mens han peger ud over et soloplyst landskab.

Han må have hørt den, for der er ingen fugle at se, men det pipper gevaldigt derude.

Pip. Muh. Vrinsk. Bzzzzzz. Det er hans sprog.

»Jeg har et sprog til alt det, jeg ser ude i naturen. Den taler til mig. Når andre mennesker har været tre timer i naturen, tænker de: ”Det var dejligt, solen skinnede, der var skyer på himlen, vi så en ko, og fuglene sang.” Punktum. Men jeg kan fortælle i dagevis om, hvad vi oplevede på tre timer. Og så kommer fortvivlelsen over, at det hele forsvinder mellem hænderne på os, og at det går stærkt.«

Hvor stærkt?

»Alt for stærkt.