Portræt af Leonora Christina Skov: »Man kan være så længe i helvede, at man vænner sig til varmen«

Hun havde ikke lagt mærke til de to kvinder, mens hun stod på scenen. Nu var foredraget slut, de stående klapsalver var afløst af småsnak, og Leonora Christina Skov havde sat sig ned ved et bord på biblioteket i Haslev. Klar til at møde sine læsere og signere bøger.

Det seneste år havde forfatteren rejst rundt i landet og talt om sin erindringsroman ”Den, der lever stille”. Det ene foredrag afløste det andet. Som hvide streger på en motorvej. Aarhus, Skive, Aalborg, Kolding, Herning, Sønderborg, Odense, Svendborg, Holbæk, Slagelse, Roskilde, København. Listen syntes endeløs.

Alle steder var interessen enorm. Publikum stødte til fra nær og fjern for at høre forfatteren fortælle om sin kamp for at vriste sig fri af en svær opvækst og et anstrengt forhold til to forældre, som slog hånden af deres datter, da hun annoncerede, at hun var lesbisk.

Hver gang var billedet det samme. Når den officielle del af arrangementet var ovre, stillede folk sig op i lange rækker og ventede pænt på at komme frem til forfatteren, længe inden corona havde fået kø og tålmodighed til at rime på hinanden.

Og læserne ville ikke bare have en håndskreven hilsen eller en hurtig autograf i deres bøger. Mange af dem havde brug for at takke forfatteren personligt for at have skrevet en bog, der satte ord på nogle af de ting, som kradsede i dem. Eller fortælle deres egne historier.

Nu var de to kvinder nået frem til bordet. En mor og hendes datter. Begge var tydeligt berørte, allerede inden de åbnede munden. Så fortalte datteren historien om, hvordan hun nogle år tidligere var sprunget ud som lesbisk. Det havde været svært for familien. Ikke mindst for moren, der ikke kunne forlige sig med sin datters valg og derfor havde vendt hende ryggen. Og som månederne gik, var kontakten tørret ud. Ingen forsonende besøg eller opkald på telefonen.

Men så havde moren læst Leonora Christina Skovs erindringsroman ”Den, der lever stille”, og da hun lagde bogen fra sig, havde hun sat sig ind i sin bil og var kørt over til sin datter for at sige undskyld.

»Datteren kiggede på mig og sagde, at hun regnede med, at jeg om nogen vidste, hvor meget sådan en undskyldning betød,« fortæller Leonora Christina Skov to år og et utal af foredrag senere i sit køkken på Frederiksberg.

»Det vidste jeg alt om. Jeg har aldrig selv oplevet at få noget, der ligner en undskyldning. Min mor døde af brystkræft, uden at hun og jeg blev forsonet med hinanden, og min far virker ikke, som om han er i nærheden af at nå frem til at undskylde for noget som helst. Han forstår ikke, hvem jeg er. Han forstår ikke, hvorfor jeg går klædt, som jeg gør. Eller hvorfor jeg lever sammen med en kvinde. Men hvis jeg kan hjælpe andre med at få en undskyldning fra deres forældre, er verden blevet et bedre sted.«

Vi vil læse om det mørke

I årevis kæmpede Leonora Christina Skov for at knække koden til det litterære gennembrud. Men hver gang hun havde skrevet noget, der i hendes hoved lignede en bestseller, sejlede succesen på grund, længe inden den kom ud på åbent hav. Så da hun i efteråret 2017 afleverede manuskriptet til ”Den, der lever stille”, gjorde hun sig ingen forestillinger om, at tingene ville blive anderledes denne gang. Nogle uger inden de 374 sider skulle i trykken, var forfatteren til møde med sin redaktør for at lave bagsideteksten til den kommende bog.

»Vi diskuterede, om vi skulle skrive den lesbiske del af min fortælling ind, fordi vi var nervøse for, at det ville skræmme for mange læsere væk. Men vi endte med at tage det med, for vi tænkte begge, at bogen nok alligevel kun ville blive købt af nogle få hundrede homoseksuelle, der kunne spejle sig i min fortælling, så hvorfor ikke henvende sig direkte til dem.«

Men tingene går ikke altid som ventet.

Med ”Den, der lever stille” sparkede Leonora Christina Skov døren ind til en jublende offentlighed. Bogen endte med at sælge svimlende 145.000 eksemplarer og sendte forfatteren ud på en litterær danmarksturné, der varede to år og involverede 40.000 begejstrede læsere.

»Det har været en lang omgang åben terapi at rejse rundt og fortælle min historie og finde ud af, hvor mange der ligesom jeg har et anstrengt forhold til deres forældre og den opvækst, de har haft. Det ville jeg gerne have vidst som barn, for så havde jeg ikke følt mig så ensom,« siger Leonora Christina Skov.

I den kommende uge er den prisvindende forfatter aktuel med opfølgeren til sin bestseller. ”Hvis vi ikke taler om det” hedder den nye roman, der fortsætter turen ned ad de mørke familiestier, der var det bærende brændstof i den forrige bog. Vi får genopfrisket historien om Leonora Christina Skovs mor, der helt frem til sin død mente, at hendes egen brystkræft skyldtes hendes datters homoseksualitet. Men det er også fortællingen om at finde sin plads i verden. Om at blive forfatter. Koste, hvad det vil. Og i sidste ende er det historien om Leonora Christina Skov, der længe havde det svært med sig selv og resten af verden, fordi hun ankom til voksenlivet med en bagage, der var noget nær umulig at bære rundt på.

»Det er en påmindelse om, at hvis vi ikke taler om alt det svære, vi oplever, så får det lov til at vokse i os. I mange år troede jeg, at hvis jeg bare foldede alle de dårlige historier sammen, til de ingenting fyldte, så eksisterede de ikke. Men sådan fungerer det ikke. Tværtimod. De fylder mere og mere, som tiden går,« siger Leonora Christina Skov.

Den 44-årige forfatter er ikke den første, der tager livtag med familielivets skyggesider. I århundreder har forfattere forsøgt at skrive sig ind i det svære stof, og det er de færreste hjørner af den menneskelige eksistens, der er lige så velbeskrevet som de komplekse dynamikker mellem børn og forældre. Og som den norske forfatter Jan Kjærstad sagde i et interview i Jyllands-Posten sidste år, så elsker læserne at dykke ned i fortællinger om det komplicerede familieliv. De vil læse om det dysfunktionelle. Om det mørke.

Hvorfor er det sådan?

Leonora Christina Skov har ikke noget endegyldigt svar på dét spørgsmål, men hun forestiller sig, at det handler om, at de fleste af os – på den ene eller den anden måde – kæmper med at få orden i de følelsesmæssige regnskaber og komme overens med de mennesker, vi er bundet sammen med gennem vores opvækst.

»Familien rummer på godt og ondt de mennesker, der betyder mest for, hvordan vores liv former sig. Når man som voksen forsøger at få overblik over, hvorfor man blev, som man blev, er ens opvækst jo den brønd, man henter vand fra. Det er her, ens vigtigste minder har sit udspring, og det er her, ens nervesystem bliver grundlagt. Vi er mange, der bruger en masse kræfter på at forstå, hvem vi er, fordi barndommen bliver ved med at hjemsøge os.«

På hævntogt mod alt og alle

Vi har mødt hinanden før. Det var i efteråret 2008. Dengang havde Leonora Christina Skov fået udgivet sine første to romaner, men de færreste kendte hende som forfatter. De fleste af dem, der overhovedet vidste, hvem hun var, tænkte på hende som det bidske indslag i tv-programmet ”Smagsdommerne” på DR2. Eller den frygtløse litteraturkritiker på Weekendavisen, der indimellem skrev anmeldelser, som lugtede mere af karaktermord end kritik. Det samme gjaldt for hendes optrædener i den offentlige debat, hvor Leonora Christina Skov fra tid til anden mest lignede en kvinde på hævntogt mod alt og alle. Ikke mindst mænd.

I mit interview fra dengang skrev jeg om hende:

»Hun taler i lange, præcise indlæg. Kontant og helt uden de tænkepauser, de fleste andre mennesker skubber ind i deres sætninger. Undervejs er der mange skarpe, men for nogle mennesker alt for provokerende og unuancerede bud på, hvad der er galt i samfundet, og gennem årene har flere end et par mænd (og kvinder) fået den unge kritikers skråsikkerhed galt i halsen.«

Og som den unge forfatter dengang sagde om sig selv undervejs i interviewet:

»Der må være noget i min facon, som provokerer folk. Jeg spekulerer ofte på, hvad jeg kan ændre, så jeg er knap så svær at sluge.«

Sandheden er også, at Leonora Christina Skov havde en særegen facon. Hun afleverede sine budskaber med en næsten øretæveindbydende selvsikkerhed, men lyttede man ordentligt efter, kunne man ikke undgå at høre den selvironi, der løb ind og ud af de krasse udmeldinger. Og som gjorde det svært ikke at holde af den dengang 32-årige feminist og forfatter, når man sad over for hende på tomandshånd.

Det gælder stadig.

Lorten i entréen

Verden er en slagmark. Og det er sjældent gratis at sige sin mening højt. Sådan så virkeligheden også ud, da Leonora Christina Skov var aktiv debattør op gennem 00’erne. I årevis levede hun med dødstrusler, hademails og tætskrevne kærlighedserklæringer fra syge mænd, der tilfældigt havde set hende i fjernsynet. Det var åbenbart prisen for at markere sig offentligt, tænkte hun.

Så da Leonora Christina Skov en tilfældig sommermorgen i 2007 trådte ud i entréen i sin lejlighed for at se, hvad posten havde afleveret, var hun som altid forberedt på det værste. Midt på gulvet lå en hvid kuvert med blå blokbogstaver hen over forsiden. Umiddelbart en harmløs forsendelse, men så var der alligevel et eller andet suspekt ved den. Den havde ikke form som et almindeligt brev, og var der ikke også noget, som lugtede?

»Jeg tænkte, hvad pokker er det?« siger Leonora Christina Skov.

»Og så åbnede jeg kuverten.«

Hun ryster på hovedet på den anden side af køkkenbordet.

»Det var en lort. En menneskelort pakket pænt ind i en gennemsigtig plasticpose.«

Og selv om man har prøvet det meste, kan man godt få nok, så Leonora Christina Skov besluttede sig for at anmelde episoden til politiet.

»De fandt også gerningsmanden nogle uger senere, for han havde været så venlig at skrive afsender på bagsiden.«

Hun griner højt af episoden. Det gør hun ofte, når hun fortæller om oplevelser, der for de fleste andre ville være så grænseoverskridende, at et mentalt gensyn for en stund ville bringe samtalen ud af fatning. Men som Leonora Christina Skov selv engang har udtrykt sig:

»Men man kan være så længe i helvede, at man vænner sig til varmen.«

Den sidste sætning gælder ikke kun for hendes virke som offentlig person. Det gælder også for privatmennesket Leonora Christina Skov. Det er derfor, vi skal tale med hinanden om det svære, siger hun. Og blive ved med det.

»Smerten forsvinder jo ikke, fordi man ikke taler om den. Så ligger den bare og roder rundt i underbevidstheden. Hvis man derimod begynder at tale om den, bliver det hele meget lettere.«

Det var den øvelse, hun foretog sig, da hun i 2018 udgav ”Den, der lever stille”. Både med bogen og efterfølgende med sin foredragsturné. »Men det er ikke nogen let øvelse. Det er forbundet med skyld og skam at tale dårligt om sine forældre. Min mor sagde altid, at vi ikke luftede vores beskidte vasketøj offentligt i vores familie, så når man stiller sig op på en scene og fortæller om alt det grimme, er det ikke uden omkostninger.«

I sin nye bog fortæller Leonora Christina Skov om prisen for at gennemføre 150 foredrag, om sit udfordrede familieliv. Hver aften på scenen så hun sin mors skuffede øjne for sig, og når hun kom hjem efter endnu et foredrag, lå hun ofte søvnløs i timevis, mens uroen kradsede i hende. Alligevel valgte hun at gennemføre. Aften efter aften. Og det handlede ikke kun om penge og berømmelse, insisterer forfatteren.

»Det gik hurtigt op for mig, at det her ikke kun handlede om mig. Folk stod i signeringskøerne og blev venner. De delte deres oplevelser med at vokse op i dysfunktionelle familier, og mine foredrag blev en slags hook up-service for folk, der manglede ligesindede, som de kunne tale med om de hårde ting i deres barndom. Pludselig var der et højere formål med mit forfatterskab.«

MeToo i forlagsbranchen

Det højere formål har styret Leonora Christina Skov fra begyndelsen. I hvert fald set udefra. Hun begyndte sin karriere som feministisk frontkæmper, der ville ændre magtstrukturerne i samfundet, og i den nye roman følger vi den unge litteraturstuderende forfatter, der bliver redaktør på en feministisk antologi, som hun er så forhippet på at få ud til verden, at hun ender med at overskride sine egne grænser for, hvad hun vil gå med til, og lander i noget, der læner sig op ad en MeToo-sag med en kendt forlægger. Det er i hvert fald den underliggende påstand i bogen. Dét spor lader vi ligge i denne omgang og kigger i stedet nærmere på forfatterens trang til at forandre verden.

»Folk spørger ofte, hvor energien til at tage kampene kommer fra. Det er svært at svare på. Jeg mistede min bedste veninde, da jeg var 19 år, til døden, og kort efter sprang jeg ud som lesbisk og mistede min familie, fordi mine forældre slog hånden af mig. Den slags enten knækker man på, eller også bliver man hård. Og klar til kamp.«

Leonora blev det sidste.

Hør Leonora Christina Skov fortælle om nogle af de gode oplevelser, som barndommen også bød på:

Når ens forældre har vendt én ryggen, kan det ikke blive værre. Så kan verden bare komme an. Og som litteraturkritiker talte hun åbent om det, hun dengang kaldte for »anmelderkorpsets broderskab af hvide mænd«. Hendes budskab var, at de prestigefyldte forfatteres bøger altid røg i retning af mændene, mens Leonora og hendes kvindelige kolleger måtte nøjes med titler, som ingen gad at røre ved.

»Det meste af den litterære kritikerbranche var overbefolket af gamle, hvide mænd, og hvis man ville til fadet som kvinde, skulle man være både bedre og mere velskrivende end sine mandlige kolleger. Jeg var så træt af alle de kloge mænd, som sad og dyrkede en konsensus om, hvad god litteratur var. Så det sagde jeg selvfølgelig højt.«

Det slag er siden vundet. Men der er stadig meget at kæmpe for, mener Leonora Christina Skov. I den nye roman fortæller forfatteren om, hvordan hendes kollega Pia Tafdrup engang advarede hende om kaste sig ind og ud af debatter og tvære sine holdninger ud over alt. Den samme melding fik hun fra en kendt litterær agent, der kunne henvise til kvindelige forfattere, der først fik succes, da de lærte at styre uden om samfundsdebatterne. Sådan er det stadig, mener Leonora Christina Skov. Og det frustrerer hende, at man som kvinde tilsyneladende ikke kan mene noget uden at blive opfattet som skinger.

»Ingen kalder Carsten Jensen for skinger, når han rejser rundt og taler om sine romaner, men når kvindelige forfattere melder ud, står det ofte i vejen for deres forfatterskab. Ingen kan se andet end kvinders holdninger, og vi er åbenbart svære at holde af, hvis vi er vrede.«

Den konstruktive vrede

Leonora Christina Skov har med tiden skruet gevaldigt ned for debatretorikken. Hun har for længst lukket ned for de brede samfundsdiskussioner på sin Facebook-profil, så hun slipper for alle kommentarspor-skrigerne, og i dag udtaler hun sig først og fremmest som forfatter. Alligevel er folk stadig nysgerrige på hendes vrede. Hver gang hun møder op til et foredrag, vil publikum vide, om hun stadig er vred.

»Folk regner med, at jeg fortæller, at jeg ikke længere er vred. Men det er jeg. Så det siger jeg selvfølgelig. Vi lever i en kultur, der er bange for vrede. Som ser vreden som noget mørkt og destruktivt. Men i mit hoved er vrede en stærk og konstruktiv følelse. Der er masser af energi i vrede. Den får én til at handle. Der er selvfølgelig mange ukonstruktive måder at være vred på, men for mit eget vedkommende havde jeg ikke overlevet mine 20’ere, hvis ikke jeg havde været rasende,« siger forfatteren, der oplever at blive mødt af en jublende sal, hver gang hun hylder vreden i sine foredrag.

»Det er, som om jeg giver folk tilladelse til at være vrede. Jeg siger, at det er o.k. at være vred, ligesom jeg siger, at det er o.k. at skrive og tale ærligtom sin familie. Også den allernærmeste. Hvis folk gerne vil have, at der bliver skrevet pænt om dem, når de engang er døde, vil jeg anbefale dem at opføre sig ordentligt, mens de lever,« siger Leonora Christina Skov.

I dag ved hun godt, at en del af hendes yngre jegs offentlige vrede ikke kun handlede om at ændre verden til det bedre. Den handlede også om hende selv. Og hendes forældre.

»Allerede dengang sagde min kone, Annette, at jeg legede forældre med hele verden. Hverken min mor eller min far var til at hugge eller stikke i, men det var verden, så den måtte lægge ryg til al min vrede. Det er nok meget almindeligt. I dag retter jeg min vrede et bedre og mere rigtig sted hen, og det tror jeg egentlig, at verden er glad for. Men jeg vil stadig gerne være med til at forandre tingene. Nu gør jeg det bare i dialog med folk i stedet for at skyde dem ned med et haglgevær.«

Det bedste er ikke altid godt nok

Interviewet lakker mod enden. Vi sidder stadig i køkkenet. Det er et par timer siden, at Leonora Christina Skov fortalte historien om moren og hendes lesbiske datter på biblioteket i Haslev.

Vi taler om, at mange af de forfattere, der har skrevet om deres svære barndom, oplever, at der ligger forsoning og tilgivelse og venter for enden af arbejdet. De når frem til, at deres forældre kom med noget i bagagen, som de mere eller minde utilsigtet gav videre til deres børn. Den præmis er Leonora Christina Skov helt med på, men arbejdet med de to erindringsromaner har ikke ført hende tættere på en forsoning med sin fortid.

»Jeg kan godt forstå, at min mor og min far blev, som de gjorde. Men de kunne jo have valgt at arbejde med sig selv undervejs. Det gjorde de ikke. Så vil psykologerne nok sige, at alle mennesker gør det bedste, de kan. Men nogle gange er det bedste bare ikke godt nok.«

Hun sidder lidt og tænker.

»Jeg kommer fra et hjem, hvor der var så meget skidt, der blev gemt under overfladen,« siger hun så.

»Det er nok derfor, jeg blev sådan én, der synes, at alt skal frem i lyset. Min mor sagde altid: ”Den, der lever stille, lever godt.” Jeg må bare sige, at det modsatte er min erfaring. Det er først, når man begynder at tale om problemerne, at man kan ændre på dem. Og få sig et godt liv.«