Pludselig skrev hun en bestseller
Efter fem romaner med svingende salg og anmeldelser fik Leonora Christina Skov sit store folkelige gennembrud. "Den, der lever stille" præmieres med De Gyldne Laurbær.
Nogle gange kan tingene gå stærkt.
Onsdag skrev Leonora Christina Skov et opslag om litteraturpriser på sin Facebook-profil: »Meget kan man sige om litteraturprisjuryerne de sidste seksten år, men ingen af dem har indstillet mine bøger til noget som helst.«
Torsdag modtog hun De Gyldne Laurbær for ”Den der lever stille”, og hun havde svært ved at holde tårerne tilbage:
»Hvis jeg skulle modtage en pris for en bog, så skulle det være for denne her. Det kommer bag på mig, for jeg har skrevet i 16 år, men aldrig været indstillet til noget før. Men det her er den vigtigste pris for mig, for det er ikke bare en jury, der har udvalgt bogen. Det er boghandlernes og læsernes pris.«
”Den, der lever stille” er forfatterens sjette roman, og den udstikker en ny kurs i forfatterskabet ved at være et stykke autofiktion om hendes egen opvækst. Den kurs blev vel modtaget af læserne. Pressechef Camilla Høy fra Politikens Forlag oplyser, at det samlede salg nærmer sig de 100.000 eksemplarer, hvilket er en mangedobling af Skovs hidtidige salg.
Jeg har været med hende i Nordjylland til oplæsning, hvor forsamlingshusene var fyldt til randen, selvom det var november og dødssygt vejrCharlotte Weiss, forlagschef og redaktør
De Gyldne Laurbærs formand, Kenneth F. Pedersen, oplyser, at Skov sejr var »komfortabel«, da hun modtog et stykke over halvdelen af de afgivne stemmer.
»Der er næsten så flot, som det kan være. Og det er en dobbeltbedrift, for bogen udkom for over et år siden. Bøger har efterhånden så kort levetid i handlen og i læsernes bevidsthed, så det gør kun hendes bedrift endnu mere fortjent.«
De Gyldne Laurbær blev indstiftet i 1949 og uddeles af de ansatte i landets boghandler. Og spørger man Kenneth F. Pedersen, viser ”Der der lever stille” en del af boghandlernes eksistensberettigelse i dag, hvor branchen ellers er presset af frie bogpriser, supermarkeder og nethandel:
»Det har været en af de bøger, som supermarkeder og netbutikker ikke fanger med det samme. Når der udkommer en ny Jussi eller Blædel, køber de stakke ind, men Skovs bestsellerpotentiale kom snigende. Her har boghandlerne virkelig kunnet gøre en forskel.«
Folk har følt sig forstået
Forlagschef på Politikens Forlag Charlotte Weiss, som har været Skovs redaktør på bogen, har haft rig lejlighed til at opleve bogens appel på første hånd.
»Den bog har udvirket mirakler. Beskrivelsen af den hårde barndom har ræsonneret med langt flere end jeg troede. Jeg har været med hende i Nordjylland til oplæsning, hvor forsamlingshusene var fyldt til randen, selvom det var november og dødssygt vejr.«
Weiss har arbejdet med Skov på flere bøger, som har solgt ok, men har fået blandede modtagelser. Først med ”Den der lever stille” kom bestselleren.
»Jeg har kunnet mærke hendes talent gennem mange bøger, men jeg har også haft en følelse af, at hun var uforløst. At hun før eller siden ville skrive noget til et større publikum. Men det er alligevel kommet bag på os, at så mange mennesker har følt sig forstået at hendes bog.«
Udover æren modtager vinderen af De Gyldne Laurbær en laurbærkrans og et boggavekort.