Grevinde Alexandra på vej med ny lykkebog
Bogen udkommer til efteråret.
Igennem de senere år har flere udefrakommende forsøgt at komme med deres bud på, hvorfor danskerne nærmest hele tiden scorer højest på diverse lykkemålinger.
Til efteråret kommer endnu et bud, denne gang fra en nobilitet, som selv først lærte danskerne at kende, da hun havde rundet de 30.
Grevinde Alexandra er nemlig i gang med at skrive en bog med titlen "Mit Lykkelige Land", som udkommer til efteråret.
Det oplyser Politikens Forlag i en pressemeddelelse.
Grevinde Alexandra mødte i 1994 prins Joachim, mens denne var udstationeret i Hong Kong for A.P. Møller Mærsk. I 1995 blev hun præsenteret for offentligheden i Danmark, og den 18. november samme år blev parret gift.
Lige siden har grevinde Alexandra været bosat i Danmark, og i pressemeddelelsen beskrives "Mit Lykkelig Land" som en kærlighedserklæring til Danmark fra grevinden.
Bogen følger grevinde Alexandra på en rejse rundt i landet for at finde ud af, hvad der gør danskere så lykkelige i deres liv, og hvad hun selv elsker ved Danmark.
Der bliver også plads til en personlig fortælling om, hvordan det var at lægge storbylivet i Hong Kong bag sig for at flytte til Møgeltønder.
Grevinde Alexandra blev skilt fra Prins Joachim i 2005, og i 2007 giftede hun sig på ny med fotografen Martin Jørgensen, som hun blev skilt fra i 2015.
I bogen fortæller grevinden også om, hvordan det er at være mor til prins Nikolai og prins Felix. Sønnerne vil ikke modtage apanage efter de er fyldt 18, og Alexandra selv har også valgt opsige sin særlige ydelse, som blev vedtaget ved lov efter skilsmissen fra prins Joachim.
Ydelserne lyder i dag på 2,4 mio. kr. årligt, men når prins Felix i 2020 runder de 18 år, vil grevinde Alexandra ikke længere modtage ydelsen.