Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Mads Mikkelsen og Thomas Vinterberg slået til riddere i Frankrig

Onsdag aften er Mads Mikkelsen og Thomas Vinterberg blevet slået til riddere af den franske Ordre des Arts et Lettres.

Ved et arrangement på Den Franske Ambassade i København onsdag aften er filminstruktøren Thomas Vinterberg og skuespilleren Mads Mikkelsen blevet slået til riddere af den franske »Ordre des Arts et Lettres« (Orden af Kunst og Ord, red.).

Den franske ambassadør i Danmark François Zimeray stod for at indlemme filmstjernerne i ordenen, der blandt andet tæller medlemmer som Cate Blanchett, Jude Law og Shakira.

»Jeg er stolt af at modtage denne fine orden, ikke mindst fra et land, der vedholdende har værnet om, fremelsket og respekteret dets kunst og kultur,« sagde Thomas Vinterberg, hvis seneste film Kollektivet snart har fransk premiere.

Ved arrangementet på den franske ambassade onsdag aften roste François Zimeray den danske filminstruktør for at »rejse sig mod de eksisterende normer inden for filmproduktion« og for med stort mod at »afdække de mørke sider af det menneskelige sind«.

Også Mads Mikkelsen, der i Frankrig har slået sit navn fast i film som Casino Royale og »Coco Chanel og Igor Stravinskij«, modtog store roser fra den franske ambassadør.

»Han er en utrolig alsidig skuespiller med et ansigt, som kan afspejle tilværelsens prøvelser og glæder. Med hver rolle tager han en chance og udstråler nerve og nærver, som stod han på afgrundens rand,« sagde François Zimeray.

Mads Mikkelsen, der om ganske kort tid sidder som jurymedlem ved dette års Cannes-festival, udtrykkede stor taknemmelighed for netop den franske filmfestival.

»Siden jeg var ganske ung, har jeg haft en stor kærlighed til Frankrig. Cannes 2012 blev et vendepunkt i min karriere, og som jurymedlem ved dette års Cannes-festival ser det ud til, at min franske kærlighedshistorie langt fra er slut,« sagde Mads Mikkelsen.

Også den dansk-islandske kunstner og skulptør, Olafur Eliasson, blev tidligere i år udnævnt til ridder af det franske »Ordres des Arts et des Lettres«.

Læs det store portræt af Mads Mikkelsens ranglede storebror: