Mads Holger udelukket fra DR's Aftenshowet efter pres fra De Konservative
Interview med Mads Holger blev sløjfet på krav fra Det Konservative Folkeparti. Nu aflyser Aftenshowet hele indslaget, efter Jyllands-Posten har taget sagen op.
På mandag kan Det Konservative Folkeparti fejre 100 års fødselsdag. I den anledning skulle medlemmer af det gamle parti i DR's Aftenshowet, hvor en række konservative debattører også skulle medvirke.
Men torsdag eftermiddag fik konservativ debattør og forfatter Mads Holger at vide, at Aftenshowet ikke ønskede hans deltagelse, efter at De Konservative havde gjort det klart, at partiet ikke ønskede Mads Holgers deltagelse.
Det fremgår af en korrespondance mellem Mads Holger og Aftenshowet.
»Aftenshowet inviterede mig ind til et båndet interview, hvor jeg i anledning af 100-års dagen skulle sige tillykke og i samme ombæring kommentere på partiets situation og politik. Men det blev aflyst, efter De Konservative havde stillet sig på bagbenene,« siger Mads Holger.
Mads Holger stillede op for De Konservative ved det seneste folketingsvalg, men kandidaturet endte i skænderi i pressen med partitoppen og sluttede med, at Mads Holger frivilligt meldte sig ud af partiet.
»Når jeg ikke skulle sidde i en direkte debat med en konservativ politiker, forstår jeg ikke Aftenshowets aflysning. Det er da bekymrende, at et politisk parti tilsyneladende kan styre, hvilke gæster DR inviterer til deres programmer. Man kan endda stille spørgsmålstegn ved deres journalistiske integritet,« siger den nu tidligere politiker, Mads Holger.
DR bekræfter, at forløbet mellem Aftenshowet og Mads Holger har fundet sted. Efter Jyllands-Posten har henvendt sig til Aftenshowet med sagen, har underholdningsprogrammet nu valgt helt at aflyse mandagens indslag med De Konservatives 100-års fødselsdag.
»Jeg kan bekræfte, at Konservative har ytret ønsker om fravalg af kilder. Krav som disse er ikke noget, der er kutyme her i afdelingen, og derfor opstår der usikkerhed på redaktionen, som fravælger Mads Holger som kilde,« skriver redaktionschef på Aftenshowet, Ann Lykke Davidsen, i en mail til Jyllands-Posten.
»Jeg har på baggrund af dette taget en snak med redaktionen om vores journalistiske integritet, og om at der aldrig må sås tvivl om denne. Derfor aflyser vi selvfølgelig historien om Konservatives 100 års jubilæum,« skriver hun.
Hos det snart 100 år gamle parti oplyser man, at partiet af princip ikke vil kommentere konkrete samtaler eller korrespondancer med journalister. Derfor vil De Konservative ikke forholde sig yderligere til sagen.
Hele forløbet får heftig kritik fra Uddannelseschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Henrik Wilhelm Jørgensen.
»Jeg synes ikke, at det er nogen klædelig måde at redigere et program på. Det er problematisk, at man lader udenforstående, her Konservative, styre de redaktionelle processer,« siger han.
Han kan dog godt følge, hvilket dilemma Aftensshowet har stået i, da De Konservative gjorde deres deltagelse betinget af, at deres tidligere folketingskandidat ikke var med.
»Aftenshowet kan her være fanget mellem "a rock and a hard place", fordi det kan have været vanskeligt at lave et program om Konservatives jubilæum, hvor partiet ikke deltager. Men ikke desto mindre er det principielt problematisk at give partiet den indflydelse,« mener Henrik Wilhelm Jørgensen.