Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Se traileren: Ny film om legendarisk rockband, der fik alle til at synge med

Rami Malek spiller hovedrollen som forsangeren Freddie Mercury i historien om Queen.

Filmens titel er også navnet på en af de mest kendte sange fra det legendariske bands repertoire, nemlig Bohemian Rhapsody. Den biografiske skildring af bandets dannelse og storhedstid får premiere i biograferne til november.

Der har været en del postyr om filmen, blandt andet på grund af en fyring af instruktøren Bryan Singer midt under optagelserne i december 2017. Han havde i længere tid haft flere sammenstød med produktionsfolk og skuespillerne. Singer blev erstattet af Dexter Fletcher, der kørte filmen tilbage på sporet.

Filmen har fokus på Queens karismatiske og ikoniske frontfigur Freddie Mercury, der spilles af amerikanske Rami Malek, kendt fra tv-serien Mr. Robot.

Projektet med at få filmen produceret har været længe undervejs. Helt tilbage i 2010 annoncerede guitaristen Bryan May, at man ville sætte det i gang. Men allerede fra starten løb det ind i problemer. Først blev Sascha Baron Cohen, der mest er kendt for sine komiske figurer såsom Ali G, Borat og Brüno, valgt til hovedrollen som Mercury. Men det varede ikke længe, før han forlod projektet på grund af kunsteriske uoverensstemmelser.

Nu kommer den så endelig, efter langt tilløb, filmen om bandet Queen, der lavede alle de sange, de fleste kan synge med på - også i dag.