Dwayne "The Rock" Johnson og Roland Møller er med i actionbraget "Skyscraper"
Den fynske skuespiller spiller superskurk overfor superstjernen.
Den første trailer til filmen "Skyscraper" er offentliggjort, og der venter biografgængerne et actionbrag tilsat højdeskræk, når danske Roland Møller står overfor Dwayne "The Rock" Johnson, Hollywoods netop nu bedst betalte mandlige stjerne.
Filmen får premiere til sommer og har, foruden de to førnævnte, også Neve Campbell, Pablo Schreiber og Kevin Rankin på rollelisten. Dramaet udspiller sig i et nyt kæmpetårn i en nær fremtid, hvor beboerne ifølge Dwayne Johnsons karakter ikke kan føle sig alt for sikre. Og det får han tilsyneladende ret i, da Roland Møller og hans kumpaner rykker ind.
Roland Møller har med "Skyscraper" for alvor fået foden indenfor i Hollywood, efter at han støt og roligt har etableret sig som et af dansk films stærkeste navne med film som "R", "Nordvest" og "Under Sandet". Sidste år var han med i filmen "Atomic Blonde", der havde Charlize Theron i hovedrollen.