Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Peter Aalbæk bliver i Herfølge, mens Arbejdstilsynet undersøger Zentropa

Zentropa-stifteren Peter Aalbæk holder sig fra selskabet indtil rapport om arbejdsmiljø er klar.

Peter Aalbæk Jensen har meddelt bestyrelsen og den daglige ledelse i Zentropa, at han ønsker at blive hjemme på sin bopæl i Herfølge, indtil arbejdstilsynets rapport om arbejdsforholdene i filmselskabet foreligger.

Ønsket er imødekommet.

Det meddeler Zentropa onsdag i en pressemeddelelse.

Zentropas ledelse - som Aalbæk forlængst er udtrådt af - har i den sidste uge gennemført dialogmøder med alle medarbejdere, og disse møder udgør første fase i en længerevarende proces, der skal »skabe fremtidig tryghed og trivsel for medarbejdere og samarbejdspartnere.«

Selskabet har den seneste tid været under pres, fordi grundlæggeren har nægtet at lægge afstand til den åbne, grænseløse opførsel, der har karakteriseret ham siden stiftelsen i 1992.

Især svenske samarbejdspartnere har lagt afstand til Zentropa og truet med at trække filmstøtten pga. Peter Aalbæk Jensen. Han må således ikke længere være involveret i film, som støttes af den regionale fond Film i Väst.