Kortfilm med Jared Leto bygger bro mellem gammel og kommende Blade Runner-film
Filminstruktøren Ridley Scotts søn har instrueret kortfilmen, hvori et robotmenneske begår selvmord med et glasskår.
Filminstruktøren Ridley Scotts sci-fi-film Blade Runner fra 1982 er for længst blevet en kultfilm (med et ekstra lag kult ovenpå al kulten).
Den filosofiske neo-noir-film betragtes som en af de bedste sci-fi-film nogensinde lavet. Helt oppe på siden af Stanley Kubricks "2001: A Space Odyssey".
Derfor er spændingen blandt fans stor inden opfølgeren, tituleret "Blade Runner 2049". Den instrueres af fransk-canadiske Denis Villeneuve, der står bag bl.a. "Arrival" (2016) og "Sicario" (2015) - og har Ryan Gosling, Jared Leto, Robin Wright i hovedrollerne.
Blade Runner 2049 udspiller sig i år 2049, dvs. 30 år efter den oprindelige film, som foregik i et dystopisk Los Angeles anno 2019 og havde Harrison Ford i hovedrollen (han er også med i den nye).
For at klæde fans på til den kommende film udgiver filmstudiet Warner Brothers tre kortfilm, én ad gangen, der kaster lys over nøglebegivenheder i perioden mellem de to film.
Kortfilmene skal (udover at markedsføre) hjælpe biografgængerne til at forstå, hvorfor samfundet i år 2049 er opdelt mellem to klasser: Robotmennesker (replicants) og mennesker.
Den første kortfilm, "2036: Nexus Dawn", er instrueret af Ridley Scotts søn, Luke Scott. Den omhandler karakteren Niander Wallace, et galt geni udi kunstig intelligens (spillet af Jared Leto), der, efter at have løst en global sultekrise i år 2025, lykkedes med at få ophævet forbuddet mod produktionen af replicants. Et forbud, der trådte i kraft i år 2023.
Se filmen, der udspiller sig i år 2036, nedenfor: