Fortsæt til indhold
Kultur

Fødevarevirksomheden Dr. Oetker indgår nyt forlig om nazi-tyvekoster

Sagen omhandler kunst, der er blevet stjålet under Anden Verdenskrig.

Det er ikke kun pulver til kagecreme, desserter og opskrifter, den tyske fødevarevirksomhed Dr. Oetker gør det i.

For fjerde gang på et år har firmaet indgået et forlig med arvingerne til jøder, der har fået stjålet kunstgenstande af nazisterne under Anden Verdenskrig.

Dr. Oetker råder over en kunstsamling, der bl.a. indbefatter en sølvkop formet som en vindmølle, som firmaet købte på en auktion i 2009.

Det er den, man nu har indgået forlig omkring med arvingerne til den tidligere ejer Emma Budge.

Da hun døde, beslaglagde nazisterne hele hendes kunstsamling og solgte det efterfølgende på auktion.

Firmaet har tidligere bl.a. indgået forlig med arvingerne til den jødiske kunstsamlet Jacques Goudstikker, der har ejet et portræt af Anthony van Dyck.

Efter hans død overtog den tyske højtstående officer Hermann Göring hele kunstsamlingen.

Dr. Oetker har selv taget initiativet til en undersøgelse af kunstsamlingen for at slå fast, om der er genstande, som tidligere er blevet stjålet af nazister.

Siden 2015 har en forsker været i gang med en undersøgelse af kunstsamlingen.