Fortsæt til indhold
Kultur

Skeptisk forlag holder øje med Bornedals film om John Mogensen

Rasmus Bjerg spiller John Mogensen i ny biografisk film.

Ole Bornedal og hans filmhold arbejder i disse dage i Aarhus med optagelserne af spillefilmen "Så længe jeg lever", et biografisk portræt John Mogensen.

Hovedrollen spilles af Rasmus Bjerg, og Miso Film, som producerer filmen for et budget på lige over 27 mio. kr., har netop frigivet de første fotos af hans John Mogensen-figur. Ambitionerne er store med filmen, da Bornedal vover sig ud i at skildre hele sangerens liv.

»Filmen følger John Mogensen gennem hans barndom, hans tid med Four Jacks og senere under hans store succes med solokarrieren, indtil han i 1977 dør af et hjerteanfald forårsaget af det alt for store alkoholforbrug, der fulgte ham hele hans voksne liv,« lyder Miso Films beskrivelse af projektet.

Ole Bornedals film deler titel med en biografi om John Mogensen, som journalisten Henrik Vesterberg udgav på forlaget People's Press i 2014. Miso Film har ikke købt rettighederne til bogen, og det er der en simpel årsag til, forklarer selskabet.

»Ole Bornedal skrev sit første udkast til filmen allerede i 2012-2013. Det er en film, han har villet lave længe,« siger producer Peter Bose.

På People's Press konstaterer kreativ direktør Jakob Kvist, at forlaget vil holde øje med filmen.

»Spørgsmålet om rettighedsbetaling for biografier er et stykke hen ad vejen op til filmselskabernes moral. Vi har lige solgt Per Kaaes bog om Tommy Seebach til filmatisering til Meta Film. Det har været helt åbent, at den bog er forlæg til filmen. Det er muligt, at Ole Bornedal er i stand til at lave en film om John Mogensen uden at hente inspiration i Henrik Vesterbergs meget profane skriverier. Han er jo, har jeg læst, verdens bedste replikforfatter, men jeg har alligevel min tvivl,« siger Jakob Kvist.

Sammenfaldet sker i kølvandet på konflikten mellem Nimbus Film og forfatteren Birgitte Lorentzen.

Filmselskabet sender i juni "Den bedste mand" i biograferne, mens Birgitte Lorentzen i 2012 udgav bogen "Gamle Hansen" - i øvrigt på People's Press. Hun har siden tilbagekøbt rettighederne og har fået oplyst, at hendes bog cirkulererede i 10 eksemplarer på filmselskabet under produktionsfasen. Parternes stridigheder kan ende i en retssag.

Om den affære siger Jakob Kvist:

»Jeg ved ikke, om juraen nødvendigvis er uklar, men der er et dokumentationskrav, der kan være vanskeligt at løfte. Hvis Birgitte Lorentzen kan genkende særlige indgange og vinkler, kan det blive dyrere for selskabet, end hvis det bare havde betalt den relativt beskedne sum for rettigheden fra starten. Derfor vil vi jo også holde med Mogensen-filmen og se om vi kan genkende det mindste,« siger Jakob Kvist.