Fortsæt til indhold
Kultur

Mogens Palle: Film om "Gamle" Hansen lavet af dilettanter

Nøglepersoner i miljøet omkring Jørgen Hansen undrer sig over ny films tilblivelse.

Mogens Palle har arrangeret boksestævner i snart 60 år, en hel del af dem med Jørgen "Gamle" Hansen som hovedrolleindehaver.

Nu kommer der en spillefilm om Jørgen Hansen, "Den bedste mand", men Mogens Palle undrer sig over flere ting ved Nimbus Films arbejdsmetode og opfattelse af rimelighed.

»Jeg har ikke set filmen, men det virker som et dilettantisk foretagende, der står bag. Jeg har været til et møde med dem, men det blev kort. Jeg sagde, at jeg håbede, at Jørgen Hansen ville få en god skilling ud af det, men han skulle ikke have en skid. De tager bare hans liv og laver en kommerciel film om det - med otte millioner kroner i statsstøtte,« siger Mogens Palle og pointerer, at Jørgen Hansen i dag lever som dement.

»Han kunne nok godt have gavn af en opmuntring,« mener promotoren og fortsætter:

»Alle andre, der er involveret i produktionen, får løn for deres arbejde.«

Han er selv med i filmen, spillet af Søren Malling. Mogens Palle har aldrig truffet skuespilleren.

»Man hører om, hvor langt skuespillere går i USA for at komme tæt på de personer, de skal portrættere. Her er man helt ligeglad. Det undrer mig selvfølgelig,« siger Mogens Palle.

Han mener også, at Nimbus Film - stiftet i 1993 og et af landets større filmforetagender - snylter på forfatteren Birgitte Lorentzens arbejde. Hun står bag biografien "Gamle Hansen" og har tidligere lavet en dokumentar om Mogens Palle og hans boksere. Nimbus Film erkender at have brugt hendes bog, men siger, at den blot udgør en lille del af manuskriptteamets omfattende researchmateriale.

Også Jørgen Hansens rival og ven, Hans-Henrik Palm, undrer sig over Nimbus Films ageren. Han har været til et møde med filmselskabet og udlånt sit EM-bælte, men ellers har han ikke leveret input til de kreative.

»Jeg boede hos Jørgen i Aalborg ad flere omgange som ung, og jeg hjalp senere Jørgen til rette i København. Hans datter har boet hos mig og arbejdet for mig. Undskyld, men når de ikke har talt med mig, ikke talt med Mogens, næsten ikke brugt Birgitte Lorentzens bog, hvordan er de så kommet frem til en troværdig historie?« spørger Hans-Henrik Palm.

Han er forblevet interesseret i sin egen sport og så forleden en spillefilm bygget over Vinny Pazienzas liv og karriere.

»Da filmen er slut, ser man levende billeder af de virkelige personer, som er med i filmen. Her er det en pointe, at de har talt med de personer, de portrætterer. Med denne film virker det, som om man har forsøgt at undgå boksemiljøet. Det er mystisk,« mener Hans-Henrik Palm.

Lea Løbger er filmens producer. Hun undrer sig omvendt over, at Mogens Palle afviser, at han holdt møder med filmselskabet.

»Jeg har personligt været med til et møde med ham, så det virker underligt på mig, at han afviser, at der har været kontakt. Muligvis er han utilfreds med, at Jørgen Hansen ikke får penge for ud af filmen. Det er der ikke præcedens for i Danmark, og her er heller ikke tale om en biografisk film, men en film inspireret af virkelige hændelser. Det kan være baggrunden for det kunstnerisk bevidste valg, at skuespillerne ikke nødvendigvis skulle opsøge menneskerne bag filmens karakterer. Der kan komme nogle forpligtelser ud af det, som man ikke ønsker at være bundet af,« siger Lea Løbger.

Hun har haft løbende kontakt til Mogens Palles assistent, Pernille Mikkelsen, og hun har ikke videreformidlet promotorens utilfredshed.

»Det undrer mig, at Mogens Palle ikke har henvendt sig til mig med det, der ærgrer ham. Han har haft rig lejlighed til det. Vi har tilbudt ham at se filmen, men han har haft travlt eller ikke ønsket det,« siger Lea Løbger.

Hun afviser i lighed med Nimbus Films jurist, Steen Gori, at Birgitte Lorentzens bog om Jørgen Hansen udgør et egentligt forlæg for filmen.

»I så fald skulle bogen have haft et kreativt greb, der kunne danne grundlag for en dramatisk fortælling. Det har den altså ikke.«