Og vinderne af Nordisk Råds priser er...
Tirsdag aften blev vinderne fundet, fejret og forgyldt, da Nordisk Råd uddelte deres fem priser i DR's Koncerthus.
Selvom det norske dagsblad Dagsavisen ved en fejl kom til at bringe nyheden om, at svenske Katarina Frostenson er dette års vinder af Nordisk Råds Litteraturpris, før prisen egentlig var uddelt, var der masser af spænding ved tirsdagens prisuddeling i DR’s koncerthus i København, da de fem nordiske vindere skulle kåres.
Litteraturprisen
Vinder: Katarina Frostenson (Sverige) for digtsamlingen ”Sånger och formler”.
Juryens begrundelse: »I et spind af samtid og mytologi, nærmiljø og globale udblik, håndgribelig hverdag og rejser gennem minder, litteratur og sange får hun helheden til at udkrystallisere sig gennem detaljer. Katarina Frostensons digtsamling er en fortælling om livets fysiske og sjælelige åbenbaringer, om det lille i det store og om mennesket i verden. I hendes digte – så tilsyneladende stramme, men i virkeligheden meget rummelige – sker der konstante forvandlinger, hvori livets mangefacetterede mærkværdighed gestaltes.«
Filmprisen
Vinder: Joachim Trier (Norge) for filmen ”Louder than bombs”.
Juryens begrundelse: »Joachim Trier og hans team har begået en kunstnerisk bedrift, som er et udtryk for fortællekunst på et helt nyt plan. Den komplekse opbygning, den følelsesmæssige dybde og evnen til at splitte klichéer ad burde gøre dette værk til fast pensum på filmskoler over hele verden.«
Børne- og ungdomslitteraturprisen
Vinder: Arnar Már Arngrímsson (Island) for bogen ”Sölvasaga unglings” [Sølvi, sagaen om et ungt menneske, red.].
Juryens begrundelse: »Det lykkes forfatteren i sin debutroman at skabe en person som er interessant, underholdende, irriterende, søgende og fascinerende. Kulturverdener støder sammen i fortællingens sprog, teksten er en livlig blanding af de unges jargon og den ældre generations skriftsprog. Læseren følger hovedpersonen igennem stormfulde eksistentielle kriser, som viser, hvor svært det er at navigere igennem puberteten uden at støde på grund. Forfatteren, Arnar Már Arngrímsson, formår at formidle historien oprigtigt og loyalt over for de unge mennesker.«
Musikprisen
Vinder: Hans Abrahamsen (Danmark) for sangcyklussen “Let me tell you”.
Juryens begrundelse: »Den symfoniske opbygning kan virke traditionel, men er også ny og opfindsom, hvilket giver værket en meget nutidig karakter. Det er skrevet med stor faglig dygtighed, ikke mindst når det gælder de blændende orkestrale nuancer, men især håndteringen af sangen er bemærkelsesværdig i kraft af den virtuose udnyttelse af stemmen og de musikalske evner hos Barbara Hannigan, som værket er skrevet til. Det er i sandhed et idiomatisk værk.«
Miljøprisen
Vinder: Stian Olesen og Klaus Pederse (Danmark) for appen ”Too Good To Go”.
Juryens begrundelse: »Virksomheden hjælper restauranter og fødevarevirksomheder med at sælge overskydende mad til befolkningen, som til gengæld har mulighed for at gøre økonomiske køb. Konceptet kan være med til at inspirere andre til lignende ideer i andre brancher og er allerede udbredt til flere lande. Initiativet er helt i tråd med de nye verdensmål for bæredygtig udvikling, som bl.a. har fokus på at reducere madspild og ressourceforbrug i øvrigt.«