Fortsæt til indhold
Kultur

Jyllands-Postens usynlige Muhammed-tegninger kåret som Årets Avisside

Juryen roser avisen for genoptrykket af Muhammed-tegningerne, som kaldes en »replik til sig selv, når hele verden kigger på«.

Jyllands-Postens beslutning om ved tiårsjubilæet at genoptrykke avisens Muhammed-tegninger med tomme felter, hvor tegningerne tidligere havde stået blev mandag eftermiddag kåret som Årets Avisside ved et arrangement afholdt af brancheforeningen Danske Medier.

Tiårsjubilæet for Muhammed-tegningerne i september sidste år blev fejret med et genoptryk af artiklen, der i 2005 indeholdt de 12 satiriske tegninger af profeten Muhammed. Denne gang uden de kontroversielle tegninger.

»Jyllands-Posten udtrykker med dette opslag på 10-årsdagen alt det, avisen ikke føler, den kan sige. Det er en designmæssig replik til sig selv på en dag, hvor hele verden kigger på avisen. Kan man bringe tegningerne uden at bringe tegningerne? Ja, det lykkedes,« lyder juryens begrundelse.

Juryen bestod af chefredaktør på Information Christian Jensen, Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles faglige leder Henrik Birkvig samt Marianne Bahl, designchef på Børsen.

Chefredaktør på Jyllands-Posten Pierre Collignon er glad for anerkendelsen fra sine fagfæller i Danske Medier og forklarer, at man med de tomme felter ville gøre det håndgribeligt, hvad den truede ytringsfrihed gjorde ved Jyllands-Posten og ved samfundsdebatten.

»Vi talte rigtig længe om, hvad vi skulle stille op med de tegninger. Nogle gange leder man efter den rigtige idé til en bunden opgave, uden at den dukker op. Men denne gang lykkedes det, og vi vidste med det samme, at det også var en god måde at illustrere vores helt unikke situation på,« siger Pierre Collignon.

Over syv kapitler i web-sektionen JP Serier på dækkede Orla Borg og Matias Seidelin danske Kenneth Sørensen og hans konvertering til islam, inden han endte sine dage som IS-kriger i Syrien.

Samtidig med prisen for årets avisside kunne Jyllands-Posten også lade sig hylde som Årets Webavis for JP Serien om den danske IS-kriger Kenneth Sørensen i »Fodbolddrengen fra Ishøj«.

Pierre Collignon kalder det en anerkendelse af avisens retning samt af dens medarbejdere.

»Det er dejligt, når man arbejder så hårdt med noget, og at det så bliver belønnet. Det er vejen frem for os at beskæftige os fuldt med den slags journalistik, som skal opleves over længere tid. Jeg er virkelig glad for at være en del af en avis, hvor der findes så dygtige mennesker, der kan præstere disse ting,« siger Pierre Collignon.

Ved Danske Mediers prisoverrækkelse i Pressens Hus i København var der også hæder til en række andre danske medier. Her fik Politiken ligesom Jyllands-Posten guld i kategorien »Årets Avisside« for sin feature fra en barbershop i Vollsmose, mens der blev uddelt sølv og såkaldt »hædrende omtale« til flere danske medier.

Disse medier omfatter Politiken, Information, Ekstra Bladet, Kristeligt Dagblad, BT, Nordjyske, Søndagsavisen, finans.dk og TV2.dk.