Politikens chefredaktør om Muhammed-tegninger: Vi er blevet klogere

Det er 10 år siden, at Jyllands-Postens Muhammed-tegninger blev trykt – og dermed også 10 år siden, at Politiken begyndte at kritisere tegningerne.

Dagbladet og den daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden var fra start hårde kritikere af Jyllands-Postens tegninger, der blandt meget andet blev betegnet som ubegavede, usympatiske, uigennemtænkte og provokerende, ligesom man var uenig i, at der eksisterede en trussel mod ytringsfriheden. Blandt andet pegede man på, at JP vandt en retssag anlagt af danske muslimer, og det beviste, at ytringsfriheden havde det godt.

I 2011 blev Bo Lidegaard chefredaktør for avisen. Også han skrev flere gange, at ytringsfriheden ikke var truet. Men i 2013 - under debatten om digteren Yayha Hassan - udtalte Bo Lidegaard, at det var et kolossalt problem, når nogen med vold og trusler vil ramme dem, der udtrykte sig kritisk om islam. Men det var altså en trussel på det praktiske plan og ikke en juridisk trussel, han her talte om. Andre reagerede med at sige, at det hele tiden havde været den praktiske ytringsfrihed, man talte om.

Har Politiken ændret eller justeret sin holdning til Muhammed-tegningerne i løbet af 2005-2015-perioden?

»Det grundlæggende udgangspunkt, nemlig at tegningerne var en skidt idé, har ikke ændret sig. Men selvfølgelig har vi alle i løbet af 10 år haft anledning til at komme tilbage i denne sag i mange forskellige sammenhænge. Der er sket meget i verden, og vi har diskuteret sagen i dens forskellige aspekter i en uendelighed, så selvfølgelig er vi et andet sted i dag, end vi var for ti år siden,« lyder det fra Bo Lidegaard.

Når du siger ”vi”, er det så Politiken eller samfundet?

»Begge dele. Jeg tror ikke, der er nogen, der har været optaget af disse spørgsmål, som ikke er blevet klogere i løbet af de sidste ti år. Det er ikke ensbetydende med, at vi er blevet mere enige.«

Hvor er det så, at I er blevet klogere?

»Jeg synes, at vi er kommet en my tættere på en fælles opfattelse i hele spørgsmålet om, hvorvidt ytringsfriheden er truet eller ej. Det har, som jeg ser det, været meget nyttigt at operere med, for det første om det er her i landet eller ude i verden, at den er truet, og for det andet om den er truet fra ekstremisme eller fra statsmagt. Det er en nuancering af debatten og en fokusering på det dilemma, det er for os alle sammen, når vi intimideres af nogle, som er meget få, men som ikke desto mindre har evne til at intimidere os alle sammen.«

Og dér, altså i forhold til den praktiske ytringsfrihed - eller hvad man nu kalder det, som staten ikke bestemmer - har I flyttet jer?

»Jeg vil snare sige, at vi måske er blevet mere præcise hver især på forskellige sider af det argument i retning af, hvad der er interessant at diskutere. Det bliver lidt en strid om ord, om ytringsfriheden er truet. Det afhænger netop af, hvad det er for en ytringsfrihed, vi taler om, og hvad vi mener med en trussel,« lyder det fra Lidegaard.

I februar 2010 indgik Politiken et forlig med en saudiarabisk advokat, der i august året før havde truet flere danske aviser med et sagsanlæg på vegne af nogle organisationer, der skulle repræsentere 94.923 efterkommere af profeten Muhammed. Forliget indebar, at truslen om et sagsanlæg faldt bort, og at Politiken trykte en erklæring i avisen, hvor man officielt undskyldte for at have krænket muslimernes følelser, da man i 2008 genoptrykte Muhammedtegningerne.

Ordlyden mindede om den beklagelse, som Jyllands-Posten udsendte under selve Muhammedkrisen i januar 2006, da muslimer over hele verden rasede mod Danmark. JP-beklagelsen handlede også om de krænkede følelser, ikke det at trykke tegningerne. Da beklagelsen ikke fik gemytterne til at falde til ro, blev den efter få dage skærpet til en undskyldning i en arabisk oversættelse.

Synes I stadig på Politiken i dag, at det var et fornuftigt forlig at indgå?

»Den undskyldning, som Jyllands-Posten formulerede i 2006 og Politikens næsten enslydende i 2010, skal begge ses i den præcise, historiske sammenhæng eller situation, som de blev udstedt i, og derfor er det et svært spørgsmål, om vi er blevet klogere. Jo, det er vi jo nok, men det er vi jo altid. Hvis jeg spørger dig, om du er blevet klogere, end du var i går, så skulle du jo være dum, hvis du svarede, at du ikke var det. Men det er ikke ensbetydende med, at det, du mente i går, var dumt.«

Nejnej, men derfor kan man godt spørge, om forliget er en god idé.

»Men så vil mit svar være det, som jeg lige gav dig. At både Jyllands-Postens undskyldning i 2006 og Politikens i 2010 skal ses og forstås i den sammenhæng, som de indgik i.«

Synes du så der, at det var fornuftigt?

”Det var en vurdering, som den daværende ledelse på Jyllands-Posten og den daværende ledelse på Politiken havde, og den vil jeg ikke sidde her og second guesse på i en tryg og rolig situation mange år senere,« siger han med et engelsk udtryk, der kort sagt betyder at udtale sig i bagklogskabens klare lys.

Der var vel forskel på…

»Lige for at foregribe dit spørgsmål: Uden sammenligning i øvrigt mellem de to situationer.«

Du har jo kunnet udtale dig om de oprindelige tegninger fra 2005, som også var noget, der skete i en anden tid, hvor du sagde, at det var en skidt idé. Så kan man vel også udtale sig om noget, der skete i 2010?

»Det kan man principielt godt, selvfølgelig kan man det. Men i det konkrete tilfælde, hvor du har en ledelse på avisen, der træffer en beslutning i en situation, der er under udvikling, der vil jeg ikke sidde her mange år senere og second guesse,« lyder det fra Bo Lidegaard, som generelt mener, at diskussionen om Muhammed-tegningerne er besværlig:

»Der er så mange stråmands-argumenter i den,« siger han.

Et stråmandsargument vil sige, at man påstår, at ens modstander mener noget bestemt, som man derefter argumenterer for er en tåbelig holdning.

»Det er klart, at hvis man mener, at man selv forsvarer ytringsfriheden og retten til at have skarpe standpunkter, mens ens modstandere mener, at man ikke må sige noget, som andre må blive kede af, så er det jo så let at overbevise sig selv om, at man har ret. Men det er jo ikke der, at skillelinjen går,« siger Lidegaard:

»Skillelinjen går mellem det synspunkt, at det var et vigtigt og nødvendigt publicistisk stunt, som Jyllands-Posten gennemførte, og det synspunkt, at JP’s stunt i praksis havde brod mod et mindretal i Danmark og i øvrigt var skadeligt for kampen for ytringsfrihed i hele den muslimske verden,« kommer det fra Lidegaard, der altså mener, at tegningerne var en skidt idé.