Se listen: Disse danske kunstnere har kritiseret flygtningepolitikken
Thomas Vinterberg er langt fra den eneste kunstner, der har kritiseret den danske flygtningepolitik.
»Jeg skammer mig over det danske ansigt udadtil, og jeg skammer mig over den skræmmekampagne, der har været i gang. Jeg skammer mig over det politiske liv i Danmark.«
Sådan lød det onsdag fra den danske filminstruktør Thomas Vinterberg, da han på en pressekonference under Berlins internationale filmfestival tog sig tid til at udtale sig om den politiske tilstand i Danmark.
Dermed tilslutter han sig en efterhånden lang liste af danske kunstnere, der den seneste tid har rettet kritik mod regeringens flygtningepolitik.
Siden sidste år har flere danske kunstnere og kulturpersonligheder været ude og tage afstand til de asylstramninger, som regeringen sammen med støttepartierne og Socialdemokraterne har indført i kølvandet på flygtningekrisen.
Heriblandt skuespilleren Sofie Gråbøl, der i januar skrev et læserbrev til den engelske avis The Guardian om hendes syn på regeringens flygtningepolitik.
»Jeg har svært ved at kende mit land lige nu. Jeg vil gerne være stolt af Danmark, men det er svært,« skrev hun blandt andet.
I en kronik i Berlingske tilbage i januar skrev skuespilchef på Det Kgl. Teater, Morten Kirkskov, at »vi er ved at integrere fascismen som en "ok" måde at opføre og udtale sig på«:
»Ikke bare i det sydøstlige Europa, men nu også i Danmark har de senere års udvikling vist, at det ikke længere er en hysterisk overreaktion at trække fascisme- eller nazismekortet,« skrev Morten Kirkskov, skuespilchef på Det Kgl. Teater, i en kronik i Berlingske.
Da integrationsminster Inger Støjberg i september bragte de såkaldte flygtningeannoncer i lande som Libanon, valgte flere danske stjerner i popverden at tage afstand fra budskabet:
»Det er så forfærdeligt, at medierne i verden smaler op på historier som hende idioten, der har lavet de der artikler i en libanesisk avis,« sagde sangerinden Medina, da hun gæstede Pressen På P3 i september.
Også Medinas kollega, sangeren Mads Langer, udtrykte væmmelse på de sociale medier over, at Danmark var blevet kædet sammen med flygtningeannoncerne.
»Vi er mange mennesker, som væmmes og er flove over, at disse handlinger sætter os i forbindelse med et land, der består af fremmedhad,« skrev Mads Langer i en Facebook-opdatering.
Da Folketinget i december vedtog nye asylstramninger, var det blevet "Den Sorte Skoles" tur til at kritisere flygtningepolitiken:
»Det danske flertal træffer i disse tider en lang række sørgelige, fremmedangste og fremtidsfjendske beslutninger, som vi kommer til at leve i skyggen af i mange år frem. Det er mørke tider,« skrev Den Sorte Skole på Facebook i december.
Trommeslageren i popbandet L.I.G.A., Ihan Haydar, flygtede som 10-årig selv til Danmark fra Irak sammen med sin familie. Hun mener, at Danmark ikke er et land, der fortjener at være kendt for dette "triste" menneskesyn:
»Flygtninge i dag bliver set som en "byrde", der kun kommer her for at nasse på systemet. Det er et trist menneskesyn, som Danmark ikke fortjener at være kendt på. Det Danmark, jeg kender, er meget smukkere end det«