Fortsæt til indhold
Kultur

S: Dybt mærkeligt Haarder-angreb på DR

Oppositionspartierne har for en måned siden meddelt Bertel Haarder i et samlet brev, at de ikke ønsker at indlede nye medieforhandlinger før tid. Nu undrer de sig over, at kulturministeren taler for grundlæggende ændringer i DR.

Socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen undrer sig over, at kulturminister Bertel Haarder (V) i dag angriber DR og bl.a. anbefaler public service-stationen at forberede muligheden for differentierede licenspakker, så danskerne i højere grad selv kan sammensætte deres mediepakker.

»Dybt mærkeligt,« kalder Mogens Jensen ministeren adfærd.

Det seneste medieforlig trådte i kraft i år og løber tre år yderligere, og oppositionen har for en måned siden i et fælles brev meddelt Bertel Haarder, at de ikke ønsker at genåbne forliget.

»Det skal have lov at virke, før vi blander os igen,« siger Mogens Jensen.

»Det virker, som om kulturminsteren forsøger at true DR til at gennemføre hans politik, men Haarders budskab bør ikke føre til ændringer i DR's vilkår. Vi har lige indgået en medieaftale, og vi er ikke interesseret i at ændre den nu, siger Mogens Jensen.

Han advarer kulturministeren mod at tro, at mindre DR vil være godt for danskerne.

»Bertel Haarders model vil hverken gavne mangfoldigheden eller tv- og filmbranchen. De penge, folk kan spare i licens, vil ikke nødvendigvis gå til andre medieprodukter. De kan lige så godt blive brugt på røde bøffer og charterrejser,« siger Mogens Jensen.

SF's Holger K. Nielsen forstår heller ikke Bertel Haarders ageren.

»Har han glemt, at DR har en bestyrelse? Det er der, den slags diskussioner om DR's fremtid bør foregå på nuværende tidspunkt. Vi har lige indgået et medieforlig,« betoner Holger K. Nielsen og fortsætter:

»I DR skal man bare holde hovedet koldt.«

Artiklens emner
DR