Casper og Frank på kurs mod biografsucces
33.000 biografgæster så "Klovn Forever" på premieredagen, og da 50.000 allerede havde købt billet til pre-screenings er filmen muligvis på kurs mod at slå sin forgænger "Klovn - The Movie".
Interessen for "Klovn Forever" er så stor, at bookmakerfirmaet Betsafe udbyder væddemål på, hvor mange biografbilletter Casper og Frank sælger.
"Vi beskæftiger os med det, folk er optaget af, og der har været rigtig meget hype om filmen," siger oddssætter Thomas Holm om baggrunden for spillet.
Selskabet tilbyder odds 2,10, hvis filmen sælger under 838.881 billetter, mens spillerne kan få pengene 1,65 gange igen, hvis flere end 838.882 gæster køber et biofgrafsæde.
Tallene knytter sig til, hvor mange billetter den første "Klovn"-film solgte, men det siger lidt om, at spilleselskabet er på udebane, at tallene er forkerte. Den første "Klovn"-film solgte nemlig 855.174 billetter.
Men hvad skal man så spille på, hvis man vover sig ud i en gambling.
Kim Pedersen, formand for Danske Biografer, erklærer sig som jubeloptimist, og man får ikke ham til at spille imod filmen.
"Jeg er ikke gambler, men skulle jeg sætte penge på noget, må det være, at "Klovn" klarer sig bedre end sidst," siger den loyale biografformand.
"Klovn Forever" har haft et historisk stort forsalg og var allerede set af cirka 50.000 gæster før den officielle premiere. Det er dobbelt så mange som til den første film.
På åbningsdagen torsdag solgte filmen 33.000 billetter, akkurat det samme som sidst. Det store forsalg i betragtning ligger "Klovn Forever" altså lige nu foran forgængeren.
Det er dog en kendsgerning, at en række danske film i år har fået barberet toppen af og ikke har lavet det antal billetter, distributører og producenter havde håbet på. Senest åbnede "Sommeren 92" stærkt på massiv medieomtale, men har ikke kunnet holde kadencen. Biografklub Danmark-filmen ser ud til at lande på omkring 350.000 billetter.
Jan Lehmann, direktør i Nordisk Film Distribution, vil ikke afsløre, hvad hans estimat for "Klovn Forever" er, men han vil ikke afvise, at toeren kan overgå etteren.
"Universet er blevet udvidet med årene. "Klovn" har haft et helt specielt forløb med start på TV 2 Zulu, en kanal målrettet de unge, men er siden vokset, så næsten alle danskere kender det. Filmen kommer fem år efter den første, men "Klovn" har været holdt i live på tv," siger Jan Lehmann.
Han præciserer dog, at 2015 er biografgængernes år. Der har været mange attraktive titler.
"Markedet er hårdt. Der er mange gode film, som kæmper om publikums opmærksomhed, og alt tyder på, at 2015 kan blive et rekordår for biograferne med et totalt salg på omkring 15 mio. billetter. Men der er stadig grænser for, hvor mange film, folk kan se, og det rammer jo nogle titler. Om en måned kommer der en ny Bond-film," konstaterer Jan Lehmann.
Jesper Zartou, "Klovn Forever"s producer, vil ikke udtale sig om, hvor mange billetter, han tror, "Klovn Forever" kan sælge.
"Markedet er uforudsigeligt, og man kan ikke spekulere sig til et godt billetsalg. Der er mange faktorer, der spiller ind: vejret, de øvrige film. Det afgørende er for os, at Casper og Frank har lavet den film, de gerne ville lave. Vi tror på indholdet," siger Jesper Zartou.