Medie: Top Gear-værter skifter legeplads til Netflix
På trods af milliontilbud afviser Richard Hammond og James May at vende tilbage til Top Gear på BBC. De satser i stedet på nyt show med Jeremy Clarkson.
BBC2's "Top Gear", som man kender det, er en saga blot, men showet vender frygteligt tilbage på en streamingtjeneste, hvis man skal tro på de rygter, som det engelske medie "The Mirror" har opsnappet fra en "kilde tæt på trioen".
Her hedder det, at Clarkson, Hammond og May, den yderst populære trio fra "Top Gear", er "meget tæt" på at underskrive en aftale med det amerikanske Netflix. Det sker på trods af, at Hammond og May ifølge mediet blev tilbudt 4 mio. pund eller 41 mio. kr. af BBC for at vende retur til "Top Gear" i to år.
Men ligegyldigt hvor mange penge BBC smider på bordet, kan det ikke få de to medværter til at vende tilbage, forlyder det fra kilden.
"Selvom det er smigrende at blive tilbudt enorme summer, er der ingen vej tilbage. Det ville ikke føles rigtigt, og de ville ikke have deres hjerter med i det. De har altid sagt, at de kommer som et team, og det har ikke ændret sig," hedder det ifølge The Mirror fra en unavngiven kilde tæt på trioen.
Årsagen er desuden, at en ny konstellation med en streamingtjeneste som Netflix ville give udsendelsen et langt større budget og give langt større frihed i produktionen for de tre værter. Og det er noget, de kan lide. Særligt Jeremy Clarkson, som flere gange har skabt furore med sine bramfri udtalelser. Dermed kan man altså med overvejende sandsynlighed forvente endnu flere kontroverser i fremtiden.
"De er alle meget begejstrede ved at have total redaktionel kontrol over deres nye show, ved at lave det og ved at distribuere det. Det ville være banebrydende og samtidig utroligt indbringende. De ville stå til at tjene langt mere, end de ville gøre hos BBC," forlyder det fra kilden.
Der har endnu ikke været nogle officielle udmeldinger fra hverken de tre værter eller Netflix. Samtidig forlyder det fra en anden kilde, som The Mirror har talt med, at det nu er ved at gå op for ledelsen hos BBC, hvor meget der skal til for at få "Top Gear" op at køre igen uden Jeremy Clarkson. Ifølge kilden bliver det nødvendigt for BBC at gentænke "Top Gear" totalt, såfremt de to medværter, Richard Hammond og James May, endnu en gang slår pjalterne sammen med Jeremy Clarkson i et nyt show.
"Top Gear" har rekorden som verdens mest sete faktuelle program. Programmet havde 350 mio. seere hver uge fra hele verden. Og det er ikke mandehørm det hele. 40 pct. af seerne var ifølge BBC kvinder. Bag programmet var blandt andet også "Top Gear Magazine", et bilmagasin hvor de tre værter bl.a. skrev anmeldelser. Magasinet har et oplag på knap 1,7 mio. Hjemmesiden topgear.com er desuden også meget vellidt fra fans. En halv mia. besøger den hvert år.