Overraskende farvel til populær talkshow-vært
Jon Stewart har meddelt, at han stopper som vært for The Daily Show.
Komikeren og tv-værten John Stewart meddelte i går overraskende, at han trækker sig fra The Daily Show, som følges over det meste af kloden inklusiv Danmark.
Det skriver blandt andet Reuters og en lang række andre amerikanske medier.
Hvad grunden til den overraskende nyhed er, det er ikke udpenslet. Og Stewart har heller ikke meddelt, om han fortsætter som vært på et andet show eller evt. vil hellige sig sin spirende karriere som filminstruktør.
Den nu 52-årige Jon Stewart overtog The Daily Show, der produceres af The Comedy Central, i 1999. Han overtog værtsrollen fra Craig Kilborn.
Comedy Central understreger, at talkshowet, der har gået sin sejrsgang på grund af Stewarts rappe replikker og en perlerække af kendte og indflydelsesrige gæster i studiet, vil fortsætte efter Stewarts afgang.
Men hvem der skal løfte den tunge arv, det er endnu ikke meddelt.
Nyheden om Stewarts exit fra showet kommer efter, at hans kollega på Comedy Central, Stephen Colbert, i december trak sig fra det ligeledes populære talkshow The Colbert Report.
Colbert overtager til maj værtsrollen i Late Show på CBS fra legendariske David Letterman.
The Daily Show har over en million seere hver aften, hvilket er væsentlig mindre end deciderede nyhedsprogrammer, der sendes på samme tid, men Jon Stewart blev med årene alligevel en faktor i amerikansk politik og kultur på grund af sin ganske særlige facon.
Se Jon Stewart drille præsidenten
Han var ikke voldsomt populær på den amerikanske højrefløj, men han blev venstrefløjens darling.
Jon Stewart indledte sin karriere som stand-up-komiker i New York. I 1993 blev han vært på The John Stewart Show på MTV.
Han har modtaget flere priser - blandt andet en Emmy.
To gange har han været vært for Oscar-uddelingen, og sidste år debuterede han som instruktør med filmen "Rosewater".