Fortsæt til indhold
Kultur

DF vil genåbne medieforliget

Public service: DR præsenterede i går besparelser for 161 mio. kr. om året, og i samme omgang vil DR lukke Underholdningsorkesteret. Det vil DF ikke finde sig i og vil derfor genåbne medieforliget.

Peter Pagh-Schlegel | Mikkel Fyhn Christensen

Der gik et gys gennem DR’s medarbejdere, da ledelsen mandag formiddag præsenterede sin spareplan. Da samtlige partier tilsluttede sig medieforliget for licens i foråret, stod det klart, at erhvervslicensen ville blive afskaffet, hvilket ville koste DR 75 mio. kr. om året, eller hvad der ifølge fællestillidsmand Anne Serlev svarer til 150 stillinger.

Men det stod åbenbart langt værre til. 161 mio. kr. om året vælger DR at spare. Underholdningsorkesteret lukkes helt, og samlet nedlægges 170-200 stillinger.

»Folk var i chok,« fortæller Anne Serlev.

»Og der går en del musikere rundt og hænger med hovedet,« siger hun om Underholdningsorkesterets 42 musikere.

DF kræver forklaring

DR’s Underholdningsorkester er en mere end 75 år gammel institution, som ifølge Dansk Folkeparti er indbegrebet af public service. Derfor vil medieordfører Morten Marinus have medieforliget genåbnet for at redde Underholdningsorkesteret. DF var selv med i forliget, men er overrasket over konsekvensen.

»Vi kan slet ikke forstå DR’s beslutning. Vi foreslog DR at nedsætte timetallet på tv-kanalerne, ligesom vi foreslog at lave DR3 om til en internetkanal. Så vi kom selv med en lang række bud på, hvor man kunne spare,« siger Morten Marinus, der nu vil indkalde ministeren til et møde, så man hurtigst muligt kan få genåbnet forhandlingerne om medieforliget.

Kulturordføreren for Venstre, Michael Aastrup Jensen, er også overrasket og skuffet over beslutningen om at nedlægge Underholdningsorkestret og vil stille en lang række spørgsmål til kulturministeren, men Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby, tager det mere roligt.

»Medieaftalen lægger op til en besparelse på 2 pct, hvilket svarer ca. til 75 mio. kr. Resten er noget, DR selv prioriterer, og sådan skal det vel også være,« siger hun.

Socialdemokraternes medieordfører, Troels Ravn, afviser udmiddelbart at genåbne forliget, og han ryster på hovedet af Dansk Folkeparti.

»Hvis DF vil genåbne forliget, så må vi jo se på det. Men jeg synes egentlig, vi burde have tillid til, at DR har kompetencerne til at træffe de rigtige valg. Det skal vi politikere have tillid til. Det andet er ren populisme.«

Grænse for effektivitet

Ifølge DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, prøvede DR’s ledelse at finde besparelserne gennem effektiviseringer.

»Det er en rigtig svær beslutning at nedlægge Underholdningsorkesteret,« siger hun.

»Men vi står også med nogle meget store udfordringer, fordi DR både skal leve op til besparelser og nye initiativer i det politiske medieforlig og samtidig se frem i tiden og sikre, at blandt andet DR’s streaming-tv kan håndtere fremtidens efterspørgsel,« siger generaldirektøren

»Vi har en økonomiplan, hvor vi både har skullet finde besparelser som følge af medieaftalen, og vi skal finde finansiering af nye initiativer, som også er en følge af medieaftalen. Så har vi valgt også at sikre, at vi kan omstille os og udvikle os i lyset af medieudviklingen, som går så stærkt. Den her plan adresserer det hele, den er langsigtet, og et af formålene har været at genere lyttere, seere og brugere mindst muligt,« forklarer Maria Rørbye Rønn.

»Tre fjerdedele af spareplanen er effektiviseringer, og det er selvfølgeligt for at undgå, at det går ud over programmer og for at undgå, at det går ud over kvaliteten på det, vi laver. Vi kan ikke umiddelbart finde flere effektiviseringer, hvor vi stadig kan stå på mål for kvaliteten og leve op til vores opgave,« siger Maria Rørbye Rønn.

Derfor måtte ledelsen se på andre muligheder.

Venter på løbesko

»Det er en hård beslutning. Underholdningsorkesteret har virkeligt gjort en fremragende indsats i mange, mange år, men det er en nødvendig beslutning at pege på noget, der kan bidrage til en besparelse, men også sikre, at vi har økonomisk råderum til at udvikle os, og grunden til, at vi har kunnet pege på Underholdningsorkesteret, er, at vi ønsker at omlægge hele vores tilbud om levende musik til befolkningen. Det er klart, at det sker som led i en plan om at frigøre penge, men vi vil samtidig styrke DR Symfoniorkesteret, DR Pigekoret og DR Bigbandet, som bl.a. skal mere ud i landet,« siger DR’s generalsekretær.

Der har været flere sparerunder på DR, og det begyndte med budgetoverskridelser på bygningen af DR Byen og DR’s koncertsal. Betyder nedlæggelsen, at der kommer mindre musik i den koncertsal, som satte gang i de første sparerunder?

»Nej, vi regner med at kunne fylde koncertsalen op og nå de mål, vi har sat, med et bredt, mangfoldigt repertoire,« siger Maria Rørbye Rønn.

Mens Underholdningsorkesterets 42 musikere nu er det, man i DR kalder ”sindede”, må resten af DR’s medarbejdere vente lidt med at få afklaret det videre forløb, fortæller fællestillidsmand Anne Serlev.

»Informationsniveauet fra ledelsen er lavt. De taler om nye workflows og worksmarter. Hvordan man gør det, ved jeg ikke, men der er da ikke blevet udleveret løbesko endnu, men det kan være, at det kommer,« siger hun og minder om, at der har været adskillige effektiviseringsrunder.