Den glemte mester
Ed McBain er politiromanens konge – hædret over hele verden for sin serie om Steve Carella og de andre betjente fra Station 87. I Danmark samler han støv i antikvariaternes bogkasser.
Måske kender du ikke Steve Carella med de skæve øjenbryn og den smukke døvstumme kone Teddy? Eller Meyer Meyer, hvis onde, vittige og jødiske far forsynede ham med et dobbeltnavn? Hvad med den overvægtige selvforherligende Ollie Weeks, der hader alt og alle. Eller den smukke unge Bert Kling, som har meget svært ved at få varige forhold til kvinder?