Sag om gådefuldt kunsttyveri genåbnes
Opklaring af et 17 år gammelt tyveri af Klimt-maler i Italien er måske inden for rækkevidde.
I mere end 17 år har tyveriet af et af Gustav Klimts kvinde-portrætter fra et galleri Norditalien optaget efterforskerne.
Men uden at man er kommet en opklaring nærmere - og maleriet er stadig forsvundet.
Men nu - mener italiensk politi ifølge flere medier - kan man nærme sig et gennembrud.
Rammen efterladt
Da maleriet blev stjålet efterlod gerningsmanden eller -mændene rammen, og denne vil nu minutiøst blive gennemgået for mulige dna-spor og andet, der muligvis kan knyttes til en af de personer, der har været i politiets søgelys i forbindelse med tyveriet.
Maleriet, der er fra omkring 1917, blev stjålet fra Ricci-Oddi-galleriet i den norditalienske by i Piacenza i februar 1997.
Tyveriet af maleriet skete i en periode, hvor galleriet var under renovering. Derfor var det lukket og mange af malerierne var fjernet fra deres normale plads.
Totalt på bar bund
Trods ihærdig efterforskning af tyveriet af det kostbare maleri var politiets efterforskere i totalt vildrede. Og de var end ikke i stand til med sikkerhed at konstatere, hvordan tyveriet fandt sted.
Måske gik tyvene simpelthen ind ad hovedindgangen og fjernede maleriet fra dets ramme. Måske har man ved hjælp af en krog fisket det op gennem et ovenlys-vindue.
Om der var en eller flere gerningsmænd bag tyveriet af billedet, der blev anskaffet af galleriet allerede i 1925, kunne man heller ikke med sikkerhed sige.
Allerede i 1997 blev maleriet opfattet som alt for kendt til at blive udbudt til salg på det sorte marked, hvorfor politiet hælder til den anskuelse, at billede blev stjålet på bestilling fra en samler.