Verdensdame omgivet af liv

Man fornærmer næppe nogen ved at hævde, at de færreste kvinder – eller mænd – bevarer deres skønhed gennem 3.000 år. Selv efter væsentlig kortere tid kommer der det ene i vejen, og det andet, og pludselig ligner man en olding.

Der er en undtagelse – dronning Nefertiti, gift med Akhnaton, konge af Egypten, der regerede 1379-1362 f.Kr. Hun er stadig smuk som en drøm, og man kan forvisse sig om det ved at besøge det egyptiske museum i Berlin. Her står hun, som en halv meter høj buste af kalksten og stuk, hvilket ikke lyder videre romantisk, men egyptiske billedhuggere kunne noget, farvelægningen er perfekt, og selv den nydeligste kvindelige betragter må få mindreværdskomplekser.

I går for 100 år siden blev hun fundet i Amarna, den religiøse hovedstad på den østlige nilbred, som hendes mand lod bygge, og i dag åbner en udstilling, der ganske bogstaveligt kredser om hende. Nefertiti er så skrøbelig, at hun ikke længere kan flyttes, så udstillingen med de over 1.000 objekter måtte komme til hende og ikke omvendt, som museets direktør, Friederike Seyfried, bemærker.

Sensationen

Hvilket er fremragende. Det er måske den største præsentation af Nefertitis omgivelser nogensinde. Dens niveau er internationalt, andet ville være utænkeligt, men man er også nede på jorden. Amarna er et slags egyptisk Pompeji, det havde kun en levetid på 15 år, og fra slutningen af 1800-tallet er der foretaget systematiske udgravninger. Man er langtfra færdig. Op til åbningen har belgiske og hollandske forskere præsenteret en lille sensation om kongeparret, derom senere.

Nefertiti er interessant ikke blot fordi hun er Nefertiti og overordentlig pæn, men fordi hun og hendes buste afspejler alverdens passion og tragedie. Hun blev fundet den 6. december 1912 af egyptologen Ludwig Borchardt i resterne af et billedhuggerværksted – et aflangt rum i et hus, der af arkæologer kaldes P 47. Udgravningen var finansieret af mæcenen James Simon, der hentede hende til Berlin, hvor hun en overgang stod på kaminhylden i hans residens i Tiergartenstrasse, ikke langt fra det senere danske gesandtskab.

Simon forærede senere alle sine skatte til den egyptiske samling i Neues Museum, der hædrede ham med et skriftstræk i den såkaldte Amarnasal 1931. Både Borchardt og Simon var jøder, så hæderen blev sløjfet i en fart, da nazisterne kom til magten, og ingen talte mere om dem de efterfølgende 12 år. Udstillingen er tilegnet de to.

Historien

Der er også andre dramaer i det materiale, som nu vises i Neues Museum. Baggrunden er ofte gemt. Blandt objekterne i glasmontrerne er f.eks. et væld af keramikting. Det meste var forsorteret, men har ligget urestaureret i magasinerne siden 1912.

Man møder Friederike Seyfried på vej gennem udstillingen, hun har travlt, ministre og ambassadører har meldt deres ankomst, men man spørger, om det er almindeligt, at der går 100 år, før offentligheden har adgang til den slags fund.

Seyfried, der indtil nu har virket rolig trods postyret, bliver pludselig meget levende.

»Det er den tyske historie,« siger hun, løbende op ad trappen i museet, der er pragtfuldt restaureret af briten David Chipperfield.

»Et par år efter fundet begyndte Første Verdenskrig, og ingen beskæftigede sig med egyptologi. Så kom Weimarrepublikken, som var præget af tumult. Derefter fulgte Anden Verdenskrig. Siden blev Tyskland delt, og samlingerne splittet. Først efter genforeningen har tiden været den rigtige.«

Notatet

Midt i det hele er Nefertiti, og hun er stadig lidt af et mysterium. Vi ved næsten intet om hende, så det er ikke overraskende, at hun er omgivet af myter, siger Seyfried.

Det begynder med hendes navn. På tysk hedder hun Nofretete, et gammelt dansk leksikon kalder hende Nefertete, Den Store Danske Encyklopædi staver hende Nefertiti. Ifølge Seyfried mener man nu, at de gamle egyptere sagde Nafteta.

Det er heller ikke bevist, at hun er bevaret som en af de mumier, der er fundet i Kongernes Dal, hvor også Tutankhamons grav blev opdaget i 1922, erklærer Seyfried.

Derimod er hun imponeret over, at belgierne og hollænderne netop har dokumenteret, at Nefertiti og Akhnaton udgjorde et par så sent som i hans 16. regeringsår. Det er sket med et notat på fem linjer, fundet på en søjle i et stenbrud omkring 10 km fra Amarna. Det undergraver teorier om, at dronningen skulle være blevet bortvist eller måske død to år tidligere. Samtidig bekræftes, at hun stadig var kongens yndlingskone. Akhnaton holdt, som det var skik dengang, flere hustruer.

Der er stadig blæst om Nefertiti, fra Egypten lyder der med mellemrum højlydte eller mumlende ønsker om returnering, hvilket Tyskland afviser. Man peger på, at Borchardt havde en klar aftale med myndighederne i Kairo, som indebar, at godt en tredjedel af de fundne objekter kom til Berlin, mens resten blev i Egypten. Og egypterne har aldrig krævet noget officielt, hedder det.

Den smukke dronning knejser i en lille sal, hvor alt er mørklagt undtaget hendes glasmontre. Hendes ører har fået en hård medfart, men ellers virker hun uberørt. Man forstår ikke, at Akhnaton ikke havde nok i hende. Han må ikke have været rigtig klog.