Ryan Adams and The Cardinals: COLD ROSES
Ryan Adams and The Cardinals: COLD ROSESLost Highway/Universal
Den 30-årige Ryan Adams fra New York leverer med sit nye album et stærkt bevis på, at han er en af tidens bedste sangskrivere og solister. Og så er det efter sigende kun den første af tre udgivelser i 2005 fra Ryan Adams, som i fjor også var aktuel med tre cd'er og i øvrigt er blandt de mest produktive rockmusikere overhovedet.
"Cold Roses" har et meget tydeligt amerikansk præg over sig med sange og arrangementer, der er præget af country og americana samt den rockmusik, som kom fra verdens største musikmarked i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne. Hvis man tænker på Neil Young sammen med både Crazy Horse og Stray Gators, er man på sporet.
Der er med andre ord tale om et både smukt og råt album, der er indspillet i LoHo Studios i Ryan Adams' hjemby med studietekniker Tom Schick som producer og erfarne musikere, der ikke bare forsøger at følge efter hovedpersonen, men helt tydeligt bidrager personligt og overbevisende til både sange og arrangementer.
Brad Pemberton på trommer og Catherine Popper på bas støber det solide fundament, mens den prisbelønnede steelguitarist (med mere) Cindy Cashdollar, J.P. Bowersock på elektriske guitarer og hovedpersonen på både akustisk og elektrisk guitar i stærkt samarbejde skaber den slags sange, som man hurtigt bliver fortrolige med og også vil huske for fremtiden.
Blandt mange højdepunkter er den sommervarme, dansevenlige "Easy Plateau", hvor de mange forskellige guitarer, der er blevet benyttet på albummet, på skift bliver sluppet løs.
Et andet stærkt og lyst nummer er den iørefaldende "Let It Ride", mens den intime "Rosebud" blandt en hel række af meget stærke ballader står meget smuk og fascinerende.
Meget bedre kan det ikke gøres, og spørgsmålet er, om Ryan Adams kan overgå sig selv med de to øvrige album, der er annonceret for 2005 - "September", der skulle udkomme til sommer, og efterårsudgivelsen "29", der har Ryan Adams' samarbejdspartner gennem en årrække Ethan Johns som producer.