Vidtfavnende danmarksbillede
"Kys" er en vidtfavnende og velkomponeret romandebut fra manden bag "Strisser på Samsø".
Eddie Thomas Petersen:
KYS
492 sider, 348 kr.
Samleren
Mylderet af personer i denne roman giver én en fornemmelse af, at, hvad der svarer til halvdelen af Danmarks befolkning, er med i historien, og at alle samfundslag er repræsenteret.
Det er vel en kende overdrevet, men trængslen er så stor, at det i begyndelsen kniber med at hitte rede i, hvem der er hvem, og hvad deres funktion i relation til fortællingen er. For der sker ikke noget særligt i begyndelsen, men alligevel vender man troligt blad efter blad, og det er i sig selv et godt tegn. Bogen må have en vis kvalitet.
Om titlen "Kys" skal udtales med ø eller med y, får står hen. Der er rigeligt med folk, som kysser hinanden, og der er folk, som bliver kyst eller kyser andre væk. Sådan må det være, når mennesker krydser egne og andres spor, og Eddie Thomas Petersens ærinde er vel dybest at fortælle, hvordan vi alle på en eller anden måde er hinandens skæbne og kommer hinanden ved på et andet plan end det, hvorpå populærpsykologien huserer.
Bindeleddet mellem de mange personer er den nyuddannede læge Frank, kæreste med økonomen Lisa, som har en stor stilling og styr på sit liv og sig selv. Det kan ikke siges om Frank.
Han er en kærlig sjæl, et venligt menneske, men upålidelig i den forstand, at netop hans kærlige væsen udmønter sig i en hjælpsomhed, der gælder høj og lav.
Umulige situationer
Hjælpsomhed er en højt berømmet egenskab, men Franks nærmeste kan undertiden opleve den som en karakterbrist, netop fordi den afføder helt umulige situationer, hvor han glemmer eller kommer for sent til aftaler, bliver væk uden at give besked, møder op til familiefester med et fremmed barn på armen, opererer en illegal indvandrerdreng med akut blindtarmsbetændelse med en hobbykniv og forårsager en større brandkatastrofe. Ikke på én gang og ikke lige efter hinanden, men der synes hele tiden at ske noget i den stil.
Rundt om denne Frank cirkler københavnere og jyder af alle slags og alle aldre. Gode, gamle venner og nye, som kommer til. Ægteskaber eller parforhold, som går i stykker, og nye, der indgås. Nedture afløser succes - det drejer sig om store summer i investeringsbranchen, mindre i den verden, hvor dagens udholdelighed afgøres af, om man har penge nok til en flaske et eller andet. Men det er ikke altid penge, der er på spil, når myndighederne skal afgøre, om man må få sit barn igen - måske i samme time, som en kvinde et helt andet sted vil have abort.
Gode svinkeærinder
Eddie Thomas Petersen har tegnet et Danmarksbillede - sådan som det nu ser ud for ham, befolket af mennesker, som lever vidt forskellige liv, men som alle har samme grundvilkår. Det afgørende er, hvordan de kommer fra start, og om de kan holde kursen. Det kan de færreste, men omveje er heller ikke altid at foragte.
Disse svinkeærinder kan åbne for flere sider af livet og tilværelsens mange nuancer, og Eddie Thomas Petersen giver plads til denne mangfoldighed. Han synes at elske den brogede verden, og han giver sin fascination videre i denne bredt anlagte og ganske underholdende samtidsroman, som er hans debut som romanforfatter.
Han er også lidt forelsket i sproget og dets muligheder og slipper stort set godt fra ind imellem at gå lidt uden for de slagne veje. Men han kan også blive så forelsket i en vending, at han bruger den for tit f. eks.: hun er »væk i en tanke« - et godt udtryk, men virkningen svækkes, når den bruges for tit. Det samme gælder »som hvis« i stedet for »som om«.
De små skønhedspletter kan dog ikke ødelægge helhedsindtrykket af en velskrevet, godt komponeret og vidtfavnende fortælling. Den er uden egentlige morale. Det skulle da lige være, at det banale om at finde sig selv her er udvidet til, at man ikke kan finde andre (den anden, den rette), før man har fundet sig selv.
Skulle nogen sidde med en fornemmelse af, at de kender navnet Thomas Eddie Petersen, selv om han altså her roman-debuterer, skyldes det sikkert, at de husker ham som forfatter til TV-serien "Strisser på Samsø".