Efternøleren

Man kan kende Tue Wests lyse lokker på lang afstand.

»Hej,« råber den storsmilende sanger, idet han styrer sin sorte herrecykel hen over fortovet foran "Den Blå Hund" på Frederiksberg.

Den 28-årige sanger og sangskriver er mødt op på caféen for at sætte ord på sin anden udgivelse "Meldingen kommer", opfølgeren på debutalbummet "Tue West" der i 2003 kastede radiohits som "Hun er fri" og "En sang om kærlighed" af sig.

Med 50.000 solgte plader og over 100 koncerter har Tue West sunget sig til en af de få eftertragtede pladser blandt landets etablerede musikere, men han har ikke tid til at læne sig tilbage og nyde sin succes.

»Jeg er godt klar over, at jeg skal starte forfra nu,« siger han på syngende sjællandsk og holder en kort pause for at lede efter de næste ord.

»Jeg skal ud og arbejde for det her, for intet i branchen falder ned fra himlen. Det kan godt være jeg er blevet det bedre siden sidst, men folk kræver også mere af mig.«

For Tue West er det ikke afgørende, om det nye album kan hamle op med debutpladens salgstal.

»Uanset om vi sælger det halve eller dobbelt så meget, så bliver det ikke større for mig personligt, end det har været. Jeg har mærket suset, og glæder mig til at komme ud og spille igen, men jeg forventer ikke, at det bliver det samme igen,« siger han.

»Men jeg synes selv, at det her er min bedste plade. Jeg har lært meget af den første, og tiden i studiet var mere afslappet denne gang. Jeg har gjort mit bedste, og det tror jeg, folk kan høre.«

"Tankespind" er blevet spillet på landets radiostationer de seneste uger og handler om sangerens egne tvangstanker, men det nye album er alligevel langt mere iagttagende end debuten.

»Jeg skriver om de mennesker, der betyder noget for mig, og derfor handler flere af teksterne om min kæreste,« fortæller Tue West, der er afklaret med sine personlige tekster.

»Hvis man krænger sin sjæl ud, og det falder naturligt, så stikker sangen dybere i folk. Men man skal ikke tænke for meget over, om teksten kan skade en selv. Det er jo bare en sang.«

Brødrene bestemmer

Tue West voksede op i Hundested, hvor han konstant var omgivet af musik. Han kommer fra et hjem med klaver, men kastede sig som tre-årig over trommerne og forældrenes pladesamling, der spandt over Sebastian, Shit & Chanel og Eric Clapton. Det er dog hans to ældre brødre, der for alvor har præget hans tilgang til musikken. Den ene spillede i band, mens den anden havde en stor pladesamling.

»Jeg husker tydeligt, hvordan jeg som helt lille sneg mig ned i hans værelse i kælderen for at lytte til pladerne med Shu-bi-dua,« griner han.

»Man skal ikke kimse ad Shu-bi-dua. De var helt centrale i min barndom, og jeg synes stadig, deres første plader er fantastiske.«

Tue West fulgte i broderens fodspor og stiftede bekendtskab med det ene pop-fænomen efter det andet. Han lyttede til A-ha, Erasure og Pet Shop Boys, men valgte aldrig de nye bands selv.

»Jeg har altid været efternøleren, der gjorde som mine brødre. Jeg lyttede til deres musik og gjorde, som de sagde. Det er det samme i dag, jeg har stadig brug for en indgang til musikken. Jeg skal helst høre om den fra min kæreste, vennerne eller bandmedlemmerne. Jeg har hverken et favoritband, en stor pladesamling eller en omfattende viden om musik. Rent inspirationsmæssigt har jeg været efternøler i alle de miljøer, jeg har befundet mig i. Men det har været sundt, for jeg har suget til mig uden at tænke videre over det. Jeg har aldrig været stolt i forhold til musikken, men har tværtimod været åben over for input. Jeg føler, at jeg er god til det, jeg laver, men møder jeg andre gode musikere, iagttager jeg dem for at lære noget af dem.«

Tue West søgte dog sit eget rum, og som 12-årig skrev han sine egne sange ved klaveret.

»Som sangskriver er jeg aldrig blevet drevet rundt i manegen,« siger han.

»Der træder jeg ud af rollen som efternøler.«

Drømmen brister

Sammen med kammeraterne fra skolen dannede han det ene band efter det andet og spillede hjemme i stuen eller i et af byens mange øvelokaler. På Frederiksværk Gymnasium gik det op for ham, at han ville leve af at spille musik.

»Jeg mødte et par musikfreaks, som spillede funk og fusionsmusik, og pludselig var jeg helt opslugt af de genrer,« siger sangeren, der senere i gymnasietiden dannede et nyt band med en jazztrompetist.

»Jeg ville have min egen personlighed, en speciel musiksmag, og derfor opponerede jeg mod den normale musik.«

Musikken fyldte alt i Tue Wests liv, og han besluttede sig for at droppe ud af gymnasiet til fordel for et ophold på en musikhøjskole. Derfra gik turen til København og optagelsesprøven på Det Rytmiske Musikkonservatorium.

»Jeg havde arbejdet frem mod det ene mål i meget lang tid, og det måtte jo gå galt,« siger Tue West og sænker stemmen.

»Jeg havde sat alt på et bræt, og på en eller anden måde var målet pludselig blevet vigtigere end kærligheden til musikken. Jeg var teknisk dygtig, men havde ikke længere hjertet med i projektet. Og da jeg spillede trommer til prøven, kunne jeg ikke finde hoved eller hale i noget som helst. Jeg var en ung musiker på 20 år, der troede, jeg var den bedste, og pludselig var der bare et stort sort hul.«

At svare igen

Afslaget tog hårdt på Tue West, men i dag føler han, at han har svaret igen.

»På en måde er jeg glad for, at jeg ikke kom ind. Alt, hvad der er hændt mig, har været med til at føre mig herhen, hvor jeg er i dag. Det handler om at bruge nederlag og kritik konstruktivt.«

Jazzen blev lagt på hylden, og Tue West fik atter smag for at skrive sange. Han skrev en række engelske sange, men da han ville deltage i en konkurrence om at komponere lydsporet til filmen "Anja & Viktor 3", skrev han "En sang om kærlighed" og "For blid".

»Det er lidt pudsigt, for sangene blev faktisk vraget, fordi de var på dansk,« griner sangskriveren, der i stedet lod materialet være udgangspunkt for debutalbummet "Tue West", der udkom i 2003.

Han opsøgte aldrig et pladeselskab, men blev opdaget af hans nuværende manager, da han spillede covernumre ved en privat fest. Manageren præsenterede pladeselskabet Universal for Tue Wests sange, og pludselig havde den unge sanger skrevet under på en pladekontrakt, og snart var Tue West allemandseje. Nationen skrålede med på massive radiohits som "Sig du er sikker", "Hun er fri" og "En sang om kærlighed", albummet gik som varmt brød og hovedpersonen blev sammenlignet med garvede sangskrivere som Kim Larsen og C.V. Jørgensen.

»På en måde kan jeg godt forstå sammenligningerne,« siger Tue West og leder efter ordene.

»Jeg sammenligner jo også andre bands for at skabe billeder af dem. Der er blevet brugt store ord, men det kan ligeså hurtigt gå den anden vej. Jeg har placeret mig selv i rampelyset, og må derfor tage det, som det kommer. Når alt kommer til alt, er jeg er bare lykkelig for, at folk gider lytte til min musik.«

Succesen var overrumplende, og det nye liv har også haft personlige omkostninger.

»Når jeg tænker tilbage på de sidste par år, så har det hele været en kæmpe fornøjelse. Men man får hurtigt opbygget et kæmpestort ego, og min kæreste og vennerne har helt sikkert haft svært ved at være sammen med mig. Jeg har levet meget i min egen verden, fordi det har været en vild og diffus oplevelse, så det er fedt at komme over på den anden side i god behold,« siger han med tilbageholdt latter.

»Men man kan også stirre sig blind på sådan noget, for så vildt var det jo heller ikke.«

soendag@jp.dk