Kunsten at holde masken

»Det ville være godt, hvis du fik lavet.... Det ville være godt, hvis.... Det ville være godt, hvis du fik lavet det værelse. Det ville være godt, hvis du fik lavet det værelse.«

Lars Brygmann bliver ved at gentage sætningen for sig selv.

Den lå ikke korrekt i munden på ham under prøven.

»Det ville være godt, hvis...«

Omkring ham er der uro. Teknikere forsøger at fjerne reflekser i et vindue. De generer fotografen. Assistenterne leder efter den armslynge, som Jesper Lohmann skal bære, fordi han har brækket hånden. Instruktøren Niels Gråbøl snakker i et par klingende sjællandske vendinger scenens indre nødvendighed igennem med Troels Lyby.

Lyby og Brygmann spiller kolleger i TV 2's nye serie, "Forsvar", som får premiere søndag 25. september. Men lige nu, klokken et godt stykke over 14 en dag i sensommeren, svirrer Nordisk Films Risby-studier allerede af aktiviteter, som benævnes afsnit 15.

En satsning på 40-50 mio. danske kroner ruller sine larvefødder ud over det danske retsvæsen.

Både byret, landsret og en hel højesteret er indrettet i studierne, der har huset så store navne som Olsen Banden og så uheldige satsninger som "Bryggeren".

»Det ville være godt, hvis du fik lavet det værelse,« er en central sætning på kontoret. Forsvars-kollegerne diskuterer nemlig et skilsmissemøde. Lyby skal skilles, og konen vil have sønnen. Hverdagsliv på et fortravlet advokatkontor? I alt fald i "Forsvar" - et par rockersager er episodens afsluttede handling.

Advokaternes indbyrdes udvikling er seriens "lange træk". Karriere og privatliv.

Et evigt tema for hovedpersonen, den stædige forsvarer Mikael Frank.

Som han står der, fordybet i sin næste replik, synes Lars Brygmann forsvundet ind i sin rolle. En lavmælt, insisterende, til tider sammenbidt, men altid sandhedssøgende forsvarer, som har det med at glemme alt det derhjemme. Inden afsnit tre knaser hans ægteskab ekstremt.

Dagen begynder tidligt

Selv blev Brygmann hentet af en bil kl. 6.20 udenfor sit hjem i Charlottenlund. De sidste rettelser til manuskriptet lå i skødet på hele turen til optagelsen. Han nåede det ikke i aftes. Da stod den på familieliv med hustruen, TV-journalisten Katrine Brygmann Salomon, datteren på tre og sønnen på et halvt.

Samtidig er Brygmann højaktuel i filmen "Rembrandt", hvor han til afveksling fra sine retskafne TV-roller skal agere tyv. Rembrandt-maleri-tyv.

Men hov.

Er han ikke lige stoppet som den synske gerningsstedvirtuos La Cour i "Rejseholdet"? Har han ikke selv problemer med at få privatliv og arbejde til at gå op i en højere symbiose? Har han det ikke som vi andre: At når han er specielt sej til sit arbejde, svigter han dem derhjemme? Og når han har vist sig som verdens bedste far, har han så i virkeligheden ikke sjusket med skuespillet? Er det ikke lige derfor, han nu sidder og terper på sætningen i en serie, som konsekvent følger arbejdslivet og kun refererer til privatsfæren i bisætninger? En serie, om slet ikke hiver kameraet hjem i boligen?

Hus forbi, hævder den 46-årige Brygmann.

»Én ting er, hvad man selv synes, en anden er selvfølgelig, hvad konen mener om den sag. Men jeg synes, det fungerer. Jeg er ikke nogen kynisk far. Jeg synes faktisk, jeg er en god far. Men det er da svært at finde balancen,« analyserer Brygmann.

Arbejdet kommer i bølger

Han tror ikke på, at det er kvaliteten af samværet med børnene, det handler om og ikke kvantitet.

»Det er den største løgn. Noget sludder. Og jeg ved ikke, om de, der siger det, selv tror på det. Tænk at kunne sige, at bare man er sammen med sine børn 200 procent i weekenden, så er alt godt. For hvad med ugens fem dage?«

Lars Brygmann forklarer, at hans arbejde kommer i mærkelige bølger. Mange fridage ind i mellem.

Lige nu står den på arbejde fra 6.20 til 17.30.

»Men så har jeg måske fri i to dage, fordi noget andet skal optages. Og jeg sørger for at holde mig selv fri af for meget. Jeg sagde nej til en genopsætning af "Boblerne i bækken" på Aveny-T., fordi det ville betyde, at jeg kun kunne nå hjem at vende, inden jeg skulle videre på teatret om aftenen. Det kan jeg ikke holde ud. Tiden med børnene kommer aldrig tilbage. Det hjælper ikke at sige, at om to år arbejder jeg ikke så meget,« siger Brygmann. Han sagde også nej til teatertilbud i sommerferien.

Men lige nu står den på arbejde, som i Brygmanns hænder kan virke så naturligt som at klø sig i et myggestik. Hans lavmælte stemme har en iboende værdighed, som i nogle roller kan indløses med fornedrelse, forsmåelse og aggression, som lurer tæt under overfladen.

Vi så det i Thomas Vinterbergs "Festen", hvor han er den korrekte receptionist, som bringes fra koncepterne af Paprika Steen, da hun pludselig siger "Bøh!" til ham.

Andre i samme slægt er den distræte natarbejderfar i børnefilmen "En som Hodder", som den synske gerningssteds-ækvilibrist i "Rejseholdet" og den forsmåede direktør i "Arven", som dog går op i habitsømmen, da det gælder.

At de stille, gode, velopdragne og ganske korrekte mænd er blevet hans levevej, har han ingen klar forklaring på. Han ved ikke engang, hvorfor han blev skuespiller.

Uddannet tømrer

Han voksede op i en børneflok på fire. Den ældste søster er skolelærer - de to yngre brødre, Jens og Martin er i dag både musikere og skuespillere. Men deres pædagogforældre sendte dem i første instans ud for at gøre håndværker-karriere.

For Lars blev det til en tømreruddannelse. Men det holdt ikke.

»Jeg husker min barndom som noget rart. Rimeligt uproblematisk. Der var meget musik - men også en vis ensomhedsfølelse. Det var ikke altid nemt at blive forstået af omverdenen. Fra jeg var meget lille havde jeg svært med at dele mit inderste med andre. Der var langt imellem, at jeg mødte nogen, der tænkte, som jeg gjorde. Det var ikke konkret noget med at undre sig over, hvad der var på den anden side af Pluto. Det var mere noget med livet i det hele taget, hvad det indeholdt og det absurde i det. Jeg så på alle de sider og vinkler på livet, man ikke opdager normalt. Folks måde er være på. Det kan godt være, det var den spæde begyndelse af det at være skuespiller,« funderer Lars Brygmann.

Han betegner sig ingenlunde som nogen eliteelev i skolen. Han hævder, han fulgte med strømmen - men dog spjættede han lidt imod.

»Engang snød jeg de andre i min 5. klasse, fordi jeg fandt en matematikopgave for 9. klasse i en skraldespand. Så satte jeg mig med den og lod, som om jeg var i gang med at løse den, og straks stod klassens bedste hjerne ved siden af mig og spurgte, hvad jeg lavede. Jo, det var, fordi læreren mente, jeg var så hurtig i hovedet, at han syntes, jeg skulle have nogle sværere opgaver. Han blev grøn af misundelse. Jeg holdt den meget længe. Jeg er god til at holde masken. Jeg har altid syntes, det var kedeligt, når man afslørede, at man tog gas på folk. Man skal ikke punktere det sjove i hverdagen.«

Uden stress

»Klar til afsnit 18, scene 14 første gang.«

Troels Lyby og Lars Brygmann står ved håndvasken på kontoret og punkterer på ingen måde illusionen. Nu er det slut med markeringerne. Spillet gnistrer.

»Tak!« råber instruktøren. »Det var skide godt. Vi tager den lige én gang til.«

Klokken er blevet 14.48. Tidsplanen er skredet en anelse. Scenen skulle have været i kassen for 20 minutter siden. Brygmann er upåvirket. Ingen stress at måle.

»Jeg har allerede lavet "Forsvar" så længe, at jeg ved, hvad Mikael Frank vil gøre i bestemte situationer. Men når der bliver sagt "tak for i dag", tager jeg ikke arbejdet med hjem. Jeg har aldrig haft det med at slæbe hele elefantmanden med hjem for at blive i rollen. Det er fint for dem, der arbejder på den måde - men jeg har jo små børn. Til gengæld læser jeg hver aften en Fætter BR-udgave af "Askepot" op for min datter. Jeg har udfordret mig selv til at læse den op i forskellige variationer hver aften - for i starten faldt jeg i søvn. Det går ikke at gentage sig selv.«

At gentage sig selv er i det hele taget ikke noget, Brygmann ynder.

Alligevel har han med rejsehold, forsvarer og "Rembrandt" holdt sig til kriminalsagernes domæne.

Og hans personer har ofte en grundtone af flinkhed, som gør det umuligt at bede denne pæne mand spille f.eks. "American Psycho".

»Det er nok ikke tilfældigt, at man bliver valgt til bestemte roller. Og siden, jeg tager visse elementer med i mange af rollerne, må det jo være en del af mig, det kan jeg ikke løbe fra. Men jeg synes ikke, jeg gør det, hvis det ikke passer i rollen. I "Rembrandt" så jeg allerede i manuskriptet min person som et grundlæggende rart menneske, selv om han er forbryder. Men jeg kan altså også spille andre personer. I "Bænken" spiller jeg jo en mand, der banker sin kone. Og jeg er også Rubens far i "Ruben - drengen der kan tale med ting" på P3 Morgenradio for børn. Jeg er ikke opfarende. Men jeg har temperament. Jeg kan råbe og skrige meget voldsomt, hvis jeg føler mig trådt over tæerne,« forsikrer Brygmann uden at kunne overbevise nogen jury. Han har ikke nogen god sag dér.

Rejseholdet gik over stregen

I arbejdet med at leve sig ind i advokaten Mikael Frank i "Forsvar", har Lars Brygmann lært sig en del elementer om en forsvarers natur og tankemåde.

»Jeg har fået megen respekt for den omhyggelighed, man arbejder med indenfor retsvæsenet. Men retfærdighed er noget mærkeligt noget. Jeg spurgte en advokat, om hun ville gå efter at få sin klient løsladt på en procedurefejl, hvis hun vidste, at klienten var indlysende skyldig i en grov forbrydelse. Hun ville til enhver tid gå efter frifindelsen. At være advokat er ikke et kald - det er et job, som går ud på at få sin klient frikendt,« siger Lars Brygmann, som har det fint med, at den nye serie er baseret på ren fiktion, hvad hverken var tilfældet med "Rembrandt" og "Rejseholdet".

»Vi gik over stregen nogle gange med "Rejseholdet". Det gik op for mig, at der måtte sidde familier rundt omkring, som måtte finde det meget ubehageligt, at der blev rippet op i den slags. Nu er serien lavet, og der laves ikke flere. Jeg er glad og stolt over "Rejseholdet". Men man kan stadig diskutere rimeligheden i at lave en underholdningsserie på det grundlag.«

Til gengæld er dagens optagelse næsten i kassen. Tre flotte præstationer er indspillet fra forskellige vinkler.

Alligevel ønsker Niels Gråbøl en sidste version af samme scene.

Pludselig er det, som om Brygmann leverer flere fejl end hidtil.

Alligevel siger Gråbøl "flot" til sidst, men beder ikke spillerne om mere for den femøre.

»Det kan godt være, jeg instinktivt fornemmede, at de forrige optagelser fra rigtig gode. Det kunne jeg se på Niels. Så slapper man måske lidt mere af. Men det er jo TV. Du kan hurtigt krydsklippe mellem optagelserne, så fejlene forsvinder. Eller også må du leve med det. Men fordelen ved TV-serier er i øvrigt, at hvis du i én scene laver en uheldig præstation, så kan du leve med det. For du har masser af nye episoder, hvor du kan hente det hjem på,« smiler Lars Brygmann.

Den venlige mand med det faste blik, den næsten hviskende stemme og afslappede look, smiler og gør klar til afsked.

Pludselig kommer en assistent løbende.

»Lars! Lars? Du må ikke gå endnu. Du skal have rettelserne med til manuskriptet til i morgen.«

Så i aften står læsningen på både "Forsvar" og "Askepot".

anders.lange@jp.dk