Interview med Roskilde-chefen: Inde i skoven

Leif Skov er en medtaget mand. Forfulgt af de onde billeder fra sommernatten sidste år, da ni unge mennesker blev mast ihjel på Roskilde Festival - og siddende med armene lagt beskyttende over kors, fordi han føler, at der er nogen, som går efter struben. På ham og på Roskilde Festivalen.

Ikke fordi han piber. Slet ikke.

Eller ønsker at glemme eller skubbe ansvaret fra sig.

Nej, det er ikke det, det handler om.

Tværtimod.

Han ved, at ni unge dødsfald altid skal være det vigtigste i hele verden. Og at alle ressourcer må sættes ind for at undgå noget lignende.

Rent menneskeligt er han mærket langt ind i sjælen. Og som en af de tre øverste ledere for Roskilde Festival vedstår han sig det generelle sikkerhedsansvar, som en ledelse har.

Endnu er Rigspolitichefens undersøgelse af ulykken dog ikke afsluttet. Men formentlig skyldes tragedien et sammenfald af omstændigheder - herunder muligvis utilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger.

Men ledelses-ansvar er ikke det samme som skyld, understreger han stilfærdigt - og nægter sig skyldig.

For midt i al smerten ser Leif Skov et behov for flere nuancer i den selvransagende debat, der er fulgt efter ulykken den 30. juni 2000, hvor det efter hans mening har handlet mere om at finde syndebukke end om at forstå.

Af samme grund er hans umiddelbare reaktion på min henvendelse om interview et stejlt NEJ. Det ændrer sig til tøven og forbehold, og en uge senere mødes vi på havnen i Roskilde for sammen at køre ud i den grønne skov ved fjorden.

Skoven er hans helle

Boserup Skov hedder området, der er smukt, ensomt og stegende varmt denne hede sommerdag, hvor Leif Skov belært af erfaringen har to kolde danskvand med i en plasticpose.

Det er hans sted. Hans helle.

Det er et af de få steder, Leif Skov slipper selvkontrollen og sine følelser fri. Som regel med løbesko på og altid alene. For sådan er han.

Til fællesskab - men afhængig af ensomhed.

I dag giver han også slip, gradvist og i hvert fald en smule.

Mens han fører os igennem skoven, fortæller han om ulykken. Lavmælt, men gerne. Om selve natten, da han handlede instinktivt praktisk og først bagefter reagerede følelsesmæssigt. Om de kaotiske dage efter, da han fortryder, at han kritiserede de bands, der rejse hjem - og selv blev voldsomt fordømt for overhovedet at lade festivalen fortsætte. Det fortryder han til gengæld ikke. Det ville være forkert at sende 70.000 unge hjem med et ubearbejdet møde med døden, måske hjem til tomme lejligheder.

Men den vedvarende kritik gør ondt. Utallige gange har han overvejet situationen, og stadig lægger han indimellem armene beskyttende over kors. Det seneste år har lært ham at holde godt fast på sig selv.

»Jeg kan ikke lave en top-ti-liste over det værste, for der er meget, og det bliver ved. Mediernes fokusering, som jeg godt forstår, men som jeg synes har været utroligt ensidig. Natten er der, selvfølgelig, jeg bar jo selv to af dem, en stor fyr og en lidt mindre fyr, og jeg skal ikke fortrænge det, for det er jo det som holder mig fast i, at der skete noget. Så hårdt det rammer mig, er der sgu ikke nogen, som skal være i tvivl om, at jeg er påvirket og indstillet på at undgå noget lignende.

I det år, der er gået, har jeg været på stort set hele tiden, 10-12 timer om dagen alle ugens dage. Ferie? Fra få dage før jul og til nytår på hyttetur i Norge. Men selv det var der mediefolk, som forarget kommenterede: ''Hvordan kan han dog tillade sig at holde ferie''.«.

Leif Skov trækker på skulderen og fortsætter:

»Jeg er fredløs, men jeg klager ikke. Ni unge mennesker er døde. Min bod, min ydmyghed, skal være ubegrænset, for ikke at vise manglende respekt for det, der er sket. Enhver reaktion er en kendsgerning, og nogen af dem slår hårdere end andre. Jeg tager de hug, der kommer.

Vrede kan man ikke bruge til noget, det virker i hvert fald ikke for mig. Jeg bliver mere sådan lidt stille, lukker lidt af, tror jeg,« forklarer han.

Vi er omsider kommet gennem skoven og ned ad nogle skrænter til stranden, hvor vi finder en væltet træstamme med udsigt over havet.

Her lufter af sommer og lyder af frihed.

Her er dejligt.

Leif Skov husker tilbage på dengang, han havde en gammel Vesterhavskutter sammen med to kammerater. Men det er længe siden. Før Roskilde Festival blev det meste af hans liv. Inden han fik ridderkors og bånd og stjerner og blev Roskilde Festival i egen høje person.

Selv tilbageviser han sit ry som enevældig over den kæmpemæssige årlige begivenhed, som Roskilde Festival er blevet efter 30 år med næsten ubrudt vokseværk. Med op mod 100.000 deltagere, 70.000-80.000 gæster, 15.000 frivillige, genbrugsbestik og en vedtægtsbestemt tradition for hvert år at give de millioner, der er kommet i kassen, videre til et godt formål.

»Jeg er del af en proces. Det er klart, at jeg bliver synonym med festivalen, når jeg har været med i 30 år. Jeg har tit ønsket, at det var anderledes. Det er rent faktisk forkert i modsætning til tidligere, da det hele var langt mere topstyret - men hvis jeg pludselig fik nok, og sagde, at i øvrigt har jeg ikke noget med sikkerheden at gøre, så ville folk sige: ''Nåh, nu stikker han af, det pjok'' - så der er ingen vej tilbage, og jeg skal nok stille op.«

Det er Leif Skov i en nøddeskal.

Han stiller op.

For en god sag, der ikke er alt for smal. Og lad endelig være med at tale om politiske fløje. Han bryder sig ikke om etiketter og vil nødigt sættes i politisk bås, men hellere vurderes på sin indsats, sit arbejde.

Begrænsende etiketter

»Jeg har altid været forbeholden over for etiketter, de er oftest begrænsende, fordi de danner billeder inde i folks hoveder. At være samfundskritisk vil jeg ikke give venstrefløjen patent på. Ligesom jeg heller ikke vil give folkekirken patent på næstekærlighed. Idealer bliver let noget totalitært, det ses mange steder. Hvis dét er idealisme, så vil jeg godt være fri.

For mig går det mere på respekt for mennesker og deres forskelligheder. Jeg påstår ikke, at jeg har mere retfærdighedssans end andre, men jeg har i hvert fald en opmærksomhed over for det. Big brother-magtmisbrug har altid generet mig, uanset hvem der praktiserer det,« understreger Leif Skov.

Og han har det ikke fra fremmede.

Tilbøjeligheden til at involvere sig.

Han er ud af en familie med mange skolefolk og voksede op i Hillerød i et pænt middelklassehjem, hvor værdierne var højt til loftet, lad være med bare at skrabe til dig og gør en indsats.

Moderen var hjemmearbejdende husmor og faderen var uddannet købmand, men arbejdede som forskningsbibliotekar på Statens Forsøgsmejeri. Han var desuden tidligere frihedskæmper og en mand, der altid stillede sig til rådighed og bakkede op. Hvadenten det var om den årlige revy, indsamling til en ny sportshal eller lokalafdelingen af Foreningen Norden.

Familien omfattede tre børn, og Leif var mellem en efternølende lillebror og en storesøster, der døde som ung. Men lad det være, beder han, for sorg er privat.

Han var en glad dreng, der ofte foreslog, at tingene blev gjort på en ny måde. Han elskede sport og frisk luft mere end lektier, og forældrene måtte lære ham, at hvis blækregningen skulle afleveres om fredagen, så kom man ikke daldrende med det om mandagen. Man tog det sure med det søde.

Som 16-årig kom han på idrætshøjskole og blev hængende, først som medhjælper, derefter som instruktør og senere for altid i den livsbane.

»På idrætshøjskolen kom der styr på mit liv. Jeg blev den, der organiserede og satte ting i gang - først og fremmest for fællesskabets skyld, men også for at få indflydelse. Jeg er god til at engagere folk, for de vil jo også gerne være med. Ofte har det for mig været lige så interessant at arrangere et stævne for f. eks. 80 mennesker, der skal spille badminton, som at være med selv,« fremhæver Leif Skov, der uddannede sig til folkeskolelærer og fortsatte med at arrangere og engagere sig i talrige sammenhænge.

Men på sin egen måde.

Således var han ikke en del af ungdomsoprøret, men alligevel ofte med flokken af demonstranter mod f. eks. Vietnamkrigen. Det er nemlig også vigtigt, mener han. At være med - og bare fylde op.

Som lærer sørgede han for at tilrettelægge undervisningen så bredt, at alle kunne være med og bidrage til fællesskabet. Også dem, der aldrig havde fingeren oppe i timerne. I idræt var han benhård. Kom et hold f. eks. foran med 3-0 skulle der selvfølgelig vælges nye hold. For ellers var det jo ikke sjovt længere.

Og selvom Leif Skov denne dag har alvor i det slidte ansigt, findes der talrige historier om hans evne til at tænke overrumplende. Som da han i sin tid omdannede en del af gulvet på lærerværelset til frodig grøn køkkenhave med karse. Som når han kan finde på at henlægge møder til skoven og indlægge orienteringsløb, eller sørger for at der pludselig står en overdådig middag arrangeret i en lysning i skoven. Eller som da han for et par år siden fyldte 50 år og havde arrangeret et brag af en fest med 125 gæster, bands, revy og blandt andre ham selv i rollen som yndig-letpåklædt-dame kaldet Lykkens Gudinde.

»Jeg et alvorligt menneske? Nej for fanden! Men der har ikke været plads til den slags det sidste år.«

Og der kom smilet, endelig og sådan helt op i øjnene.

Og en pegefinger for munden, shyy, for hvad var det dog for en lyd ude på vandet?

Et skoleklasse slår sig ned nær vores træstamme. Formiddag bliver til eftermiddag. De unge mennesker forsvinder igen, men Leif Skov har ikke travlt.

Han er heller ikke spor sulten.

»Jeg kan gå i dagevis uden at spise. Jeg glemmer det simpelthen, og så ender det med, at jeg spiser junkmad.. og ja det er ikke ligefrem sundt,« forklarer han med et skævt blik ned mod den bulende mave bag T-shirten.

Den første festival

Leif Skov kan tydeligt huske sin første festival.

Det var i Roskilde i 1971.

Med toiletter der flød over og bands, der aldrig dukkede op.

Men stemningen var god, musikken havde noget på hjerte, og den nyuddannede skolelærer blev hængende. Som frivillig og i stigende omfang på bekostning af et socialt liv uden for festivalen.

»Jeg har ikke været god til at holde fast i gamle venskaber. Hvis ikke de er fulgt med, der hvor jeg har været, har jeg tabt dem,« fortæller han og mener, at hans ægteskab kun har overlevet, fordi han og hans kone tidligt lærte at leve hver sit liv. Samt et fælles i weekends og ferier med datteren, som i dag er 19 år og snart student.

For snart 10 år siden kunne ikke engang Leif Skovs arbejdsender nå sammen, og han opgav sit lærerarbejde for at iføre sig en af førertrøjerne på Roskilde Festival.

»Der er sket utroligt meget med ungdomskulturen de sidste 30 år. Trykket, volumen, er blevet voldsommere. På enhver måde. Lige fra menneskemængdens tryk, skub og pres mod hinanden, til musikken og måden, de er mange på. Nu taler jeg ikke bare om Roskilde - for det er et 1990er og 2001 fænomen. Det er vores livsstil, vores præstationspres, viljen til hele tiden at være på og skulle leve op til noget. Tempo, tempo. Og udfordring.

Folk spørger, hvorfor det skal være så højt, hvorfor vi ikke bare skruer ned for lyden. Jeg ved det ikke. Spørg de unge, og de har måske endda svært ved at sætte ord på.

En del af oplevelsen - herunder mødet med musikken - er kropslig. Man spiller så højt, at bukserne klasker ind mod låret. Det er musikkens karakter - ligesom det er ungdommens karakter. De vil ud på kanten. Derud hvor det er lidt farligt. Det skal vi give dem lov til - men samtidigt prøve at eliminere de risici, der er,« påpeger Leif Skov, som ser et stort og måske stigende behov for begivenheder a la Roskilde Festival.

»Festivaler er vor tids alsang. Folk har brug for et frikvarter i en tid, da vi hele tiden bliver konfronteret med krav. Vi søger fællesskab og sammenhold. Jeg oplever publikum som utroligt sociale og omsorgsfulde. Vi har ekstremt få slagsmål og væsentligt færre end i forbindelse med fodbold. Her er ingen, som holder med de røde og nogen med de blå. Alle kommer for det samme. For at få en fed weekend.

Derfor bliver jeg bange, når politikere efter sådan en ulykke - som jeg ikke vil bagatellisere - har umådeligt travlt med at vise handlekraft. Det er også for galt, og det må aldrig ske igen. Jeg er slet ikke uenig, men for mange eller for rigide regler og direktiver tager sjælen ud af festivalkulturen, og jeg kan godt savne den nuance, at de forstår, at hvis ikke vi sikrer de frie mødesteder, så får vi dem alligevel. Som undergrundsbevægelse - og så bliver de farlige. Så bliver det som i England, hvor titusindvis af unge i løbet af få timer kan samles i en nedlagt landejendom. Uden kontrol af nogen art.«

Usikker fremtid

Leif Skov taler roligt og afdæmpet. På intet tidspunkt hæver han stemmen. Heller ikke når han forudser en usikker fremtid for de danske festivaler. For hvor er fortalerne for et mødested som Roskilde i den offentlige debat? Hvorfor er der ingen, som offentligt imødegår strømmen af standret-artikler, spørger han - og undrer sig.

»Det er ikke for at vifte fokus væk fra os, men hver weekend verden over slås mennesker ihjel i forbindelse med fodbold. Men fodbold er en forretning, en stor del af et erhvervsliv, det er en del af en kalkuleret risiko. Man kan se det med fodboldkampen Arsenal-Galatasaray i København. Det var et tilfælde, at det ikke endte med dødsfald - men nu søger man fra dansk side om at blive vært for fodbold EM om nogle år.

Ungdomskulturen har altid været udfordrende og farlig, og de der synes, at Roskilde Festival skal holdes i et jerngreb, har formentlig fået tæsk af en sort og våd berlinger, da de var små, og er tilskyndet af den holdning, at den ungdommelige vildskab, den har fanden skabt. Det er ikke min holdning - og jeg tror slet ikke, at det kan være anderledes, når man er ung. Det skal vi bare indrette os efter.«

Min mave skriger efterhånden mod himlen, og sammen går vi tilbage gennem skoven, mens Leif Skov fortæller. Om ulykken. Men også om fremtiden. Om alt det, der skal ske, når han ikke længere er fredløs.

jette.carlsen@jp.dk