Michael Larsen graver igen

I oktober måned ryddede de japanske aviser forsiderne for at fortælle om et helt fantastisk fund på en stenalderboplads. Nogle potteskår viste, at der har levet højtudviklede mennesker på de japanske øer for 600.000 år siden.

Udgravningen blev ledet af den højt berømmede japanske arkæolog Fujimura.

Tre uger senere blev det afsløret, at den feterede arkæolog selv havde anbragt potteskårene i udgravningen.

Afsløringen sendte chokbølger gennem det japanske samfund.

Måske har Fujimura også svindlet med sine tidligere fund, der bruges i skolebøger og historieundervisning som dokumentation for en tidlig japansk civilisation.

En interessant afsløring, som kunne blive et rigtigt godt plot i en thriller, skrevet af f.eks. den danske forfatter Michael Larsen. Men nu forholder det sig tilfældigvis sådan, at Michael Larsen allerede har skrevet romanen.

Den hedder "Femte sol brænder", og udkommer i morgen.

Er ikke synsk

Den handler selvfølgelig ikke om den uheldige japanske arkæolog.

Michael Larsen er ikke synsk.

Men den handler om en dansk-ægyptisk kvindelig arkæolog, som bliver involveret i et mystisk mord. Det viser sig at have relation til nogle fund fra Bronzealderen, bl.a. de berømte helleristninger. Hvad er det, bronzealder-mennesket har indskrevet på disse sten? Forestiller det skibe og dyr eller stjernebilleder? Vidner de om et soldyrkende folk eller om et folk med stor astronomisk viden?

På væggen bag den myrdede mand er tegnet et hagekors, det gamle svastika-tegn, som kendes fra både Orienten, Amerika og Europa.

Men hvad gemmer sig bag dette forhistoriske symbol?

Og hvorfor optræder det samtidig i kulturer, som ligger milevidt fra hinanden?

Fusk med disputatser

Ligesom i sine to tidligere thrillers, "Uden sikker viden" og "Slangen i Sydney", sætter Michael Larsen også i "Femte sol brænder" en række spørgsmålstegn ved den etablerede videnskab. Så historien om Fujimura er lige vand på hans mølle:

»Det er jo en rystende historie. Men vi ved, at den slags sker. Der findes også eksempler på danskere, der har fusket med deres disputatser. Det udspringer af en angst for at indrømme den usikkerhed, der vitterligt er på mange videnskabelige felter. Der er store huller i forskernes viden, men de er bange for at vise, hvor store de er. Og da vi alle har en trang til autoritær sandhed, så vælger vi at tro, at der kun er den ene sandhed, vi engang fik fortalt i skolen.«

»Jeg savner mangfoldighed og pluralisme i videnskaben.

I "Femte sol brænder" handler det bl.a. om striden mellem den nyere arkæo-astronomi og den etablerede arkæologi, der efter min mening giver en meget monoton og ensidig fremstilling af bronzealderfolket«.

Fra virkeligheden

En inspektør på Nationalmuseet står i din roman for den ensidige fremstilling. Er det én vi kender?

»Ja, inspektør Flemming Kaul fra Nationalmuseet er udgangspunktet for den figur. Jeg kan godt lide ham, han har mange spændende teorier og har været flink til at besvare breve. Men han har fuldstændig ædt sig fast på, at helleristningerne er udtryk for bronzealderfolkets soldyrkelse. Det er jo ærligt nok. Men det lukker af for alle andre fortolkninger.«

»Jeg synes, man skal være forsigtig, når man kommer fra en institution med stor magt.

Uha, uha, hvis et lokalmuseum daterer en sten på en måde, som ikke lige stemmer overens med det, som Nationalmuseet dikterer. Det bliver helt regimeagtigt på en måde, som videnskab aldrig bør være. Det er da også forbløffende, at næsten ingen geologer har været inddraget i hele diskussionen om de ægyptiske pyramider.«

Forfatterens dilemma

S å titlen på romanen "Uden sikker viden" kunne også gælde for både "Slangen i Sydney" og "Femte sol brænder"?

»Ja, de handler alle tre om de helt basale spørgsmål: hvor opstår teorierne, hvordan udvikler de sig til viden, og hvor meget viden er det i virkeligheden. For mig er arbejdet med en bog i høj grad glæden ved at researche, gå noget efter i sømmene og finde ud af, hvor tingene ikke hænger sammen.«

Det er altså ikke dit formål "bare" at skrive underholdende thrillers?

»Nej, bestemt ikke. For mig er det en lykkelig kombination af at kunne gå fra felt til felt og grave de ekstra spadestik ned i forhold til, hvad f.eks. journalister kan, eller mennesker der har et andet arbejde at passe. Og så skrive om det. Jeg vil gerne være med til at rejse de her spørgsmål i læseren selv. Det er drivkraften for mig.«

»Jeg læste engang et interview med science-fiction forfatteren William Gibson, hvor han sagde, at han hader plottet. Plottet er kun hans alibi for at lave det, han virkelig vil. Jeg har det ikke helt på samme måde, men det er et stort arbejde at konstruere en historie. Det er svært, simpelthen, at lave en dramaturgi, som - forhåbentlig - er velfungerende.«

»Personen Kim siger et sted i romanen: hvis man skal fortælle noget tilfredsstillende, skal det gøres enkelt. Men hvis det gøres enkelt, er det ikke tilfredsstillende.

Det er forfatterens dilemma og frustration og paradoks, at den historie om verden, man gerne vil fortælle, er så fantastisk kompliceret, at der ryger alt for mange nuancer selv i en stor roman. Der skal jo være logik, og de mange ender skal bindes sammen i en løsning til slut.«

Så du ville i grunden helst være fri for at komme med slutkapitlets "løsning"?

»Ja, det ville i virkeligheden være mere konsekvent og i takt med det, jeg vil med bogen, og som er min helt personlige grundholdning.«

Virkelighed bag myter

Der er nogle teorier i romanen om, at der bag myter om syndfloder og ragnarok, ligger faktiske naturkatastrofer. Mener du selv det?

»Ja, det er jeg hundrede procent overbevist om. Man har gamle kort, hvor England er landfast med kontinentet, men først for nylig har tilbundsgående undersøgelser vist, at et landområde på størrelse med England i dag, er blevet oversvømmet og helt forsvundet.«

»Jeg vil også gerne slå hul i den opfattelse, at mens ægypterne byggede pyramiderne, var der ikke andet end primitiv stenalder her oppe i nord. Man har i England lige fundet en stenalderring, der er 30 gange større end Stonehenge og noget lignende i Tyskland, som er 7.000 år gammelt. Det er altså mange tusinde år før pyramiderne.

Alt, hvad jeg lærte i skolen om disse ting, er skudt fuldstændig i sænk. Hele billedet af forhistorisk tid er ved at tilte nu. Det er hele dette kompleks af konventionel viden, nye viden, ikke-viden, som jeg gerne vil have til at eksplodere mellem hænderne på læseren.« marianne.juhl@jp.dk