Den kringlede vej ind i et frodigt lydunivers, der placerede en lille vestjysk by på verdenskortet
De første skridt til det, der siden blev et verdenskendt brand, blev for 100 år siden taget i et trangt kvistværelse på en vestjysk herregård. B&O var en realitet.
De fleste af os kender det:
At læne sig tilbage i en blød sofa, gribe en fjernbetjening og tænde for fjernsynet.
Billedet folder sig ud på den store fladskærm, men et tv-billede uden lyd giver sjældent den helt store mening, hvorfor der kæles lidt for lyden med volumeknappen.
Netop lyd er i alle tænkelige varianter enorm vigtig for os mennesker – og sådan har det altid været.
Dette således også for 100 år siden, da to visionære, kreative, stædige og fremsynede unge danske ingeniører alt andet end tøvende tog nogle af de første spæde skridt til en revolutionerende kobling af lyde og ofte kompliceret teknik.