Kan man lave sjov med 13 måneder som gidsel hos IS? Daniel Rye vil forsøge
Hvordan kan tre oliven få to gidseltagne mænd til at græde af grin?
Man siger, at komik er tragedie plus tid.
Fotografen Daniel Rye klarede sig uden det sidste, da han i 2014 blev løsladt efter 13 måneder som gidsel hos Islamisk Stat i Syrien.
»Jeg blev ført ind i en bil og skulle køres hen til det hotel, hvor jeg skulle være for natten. En læge rakte mig en flaske vand, og jeg ved ikke, hvorfor det røg ud af mig, men jeg sagde: ”Jeg drikker ikke lunkent vand” og gav den tilbage,« fortæller manden, som i løbet af sin tid som gidsel både sultede og tørstede.