Et mørklagt kapitel eller ahistorisk »smudslitteratur«? Kongehusets naziforbindelser sættes nu under lup
Ny bog går tæt på kongehusets forbindelser til Hitler og Nazityskland, og hævder at kaste lys over et mørklagt kapitel af danmarkshistorien. Men seniorforsker ved Rigsarkivet kalder bogen for ahistorisk, og anklager forfatteren for at sparke en åben dør ind.
I midten af marts 1937 er den danske konge på besøg i Berlin.
Da han ruller ind i gården foran Rigskancelliet i sin Mercedes Benz 770, er det til lyden af fløjter og trommer.
For enden af trappen bliver han taget imod af statssekretær Otto Meissner og adjudant Wilhelm Brückner, som hilser med højre arm løftet og strakt med flad hånd.
Det er kong Christian X’s fjerde besøg i Det Tredje Rige og hans andet møde med rigskansler Adolf Hitler.