Birthe Kjær: »Livet er jo fuld af tilfældigheder, men jeg er glad for, at jeg greb de chancer, jeg fik«
Efter at have optrådt mere end et halvt århundrede på størstedelen af landets scener, maler Birthe Kjær stadig byen rød med sine dansktopnumre. Weekend efter weekend er der bud efter hende.
Birthe Kjær rækker telefonen ind over bordet og trykker play.
En video popper frem på skærmen, hvor hun, iført en rød jakke og høje hæle, står på en stor festivalscene foran tusindvis af fans, der skråler med.
»Pas på den knaldrøde gummibåd,« synger de så højt, at de overdøver Birthe Kjærs folkekære stemme. Fansene hopper og danser og ligner nogle, der får præcis det, de er kommet efter: gode, gamle kendinge serveret elegant og ubesværet af Danmarks ukronede dansktopdronning.
»Er det ikke vildt?« udbryder Birthe Kjær og stopper videoen igen.
»I år er det 56 år siden, at jeg brød igennem og det pludselig blev mit liv at synge, og efter alle de år står alle de mennesker og synger mine sange. Det er så stor en gave at opleve,« siger hun storsmilende.
Det er netop det, vi skal tale om. Hvordan Birthe Kjærs sange, som efter mere end et halvt århundrede, stadig er efterspurgte på landets scener, og nu endda har fundet vej til helt nye, som har et anderledes publikum, end hun har været vant til.