»Fulde mennesker råbte til mig, at jeg ikke skulle se så piget ud«
Som ung sigtede han efter at blive Danmarks bedste håndboldmålmand. Men jo tættere Malte Tellerup kom på målet, jo sværere blev det for ham at købe ind på vindermentaliteten og det maskuline fællesskab i den lokale sportshal. Den aktuelle forfatter var nemlig ikke kun forelsket i den lille læderbold. Han ville også læse digte og kysse med drenge.
»Jeg har stået udenfor og kigget på hallen de sidste 10 minutter,« siger Malte Tellerup, da jeg finder ham.
»Jeg var lige nødt til at tage mod til mig.«
Han smiler skævt og hiver ud i sin sorte blazer.
»Det er jo ikke min hal længere. Faktisk har jeg ikke været her i 10 år,« siger han så.