»Jeg vågner om natten og spørger mig selv, om jeg tør gå på scenen uden at have indtaget alkohol«

Vi har mødt hinanden før.

Flere gange.

Ved udgivelsen af den åbenhjertige selvbiografi ”Stilledal” i 2016.

Og til en releasefest på en bar på Vesterbro i København i forbindelse med udgivelsen af hans rockgruppe Hotel Hungers album ”All You Can Eat” 15 år tidligere.

Sidstnævnte møde husker Jimmy Jørgensen næppe. Det er længe siden, og sangeren nøjedes vist ikke med at drikke øl ved markeringen af bandets ottende plade.

Den nu 59-årige udlærte blikkenslager og autodidakte sanger, musiker og skuespiller har talt åbent om druk, stofmisbrug, utroskab, vold og utallige indbrud i butikker om natten, og nu vender han – i en vis forstand – tilbage til de vilde dage.

Med ”Slut” udgiver han og resten af Hotel Hunger nemlig bandets første album i knap 20 år.

»Ja, hvorfor gå tilbage til Hotel Hunger? Det spørger jeg også mig selv om. Jeg har sagt nej tak til det så mange gange, når bookingbureauer har henvendt sig med opfordringer til en gendannelse, for jeg troede simpelthen ikke på, at vi kunne skabe noget, der var interessant nok,« siger Jimmy Jørgensen.

»Det afgørende for mig var, at vores oprindelige guitarist, Knut E. Haavik, som ellers forlod bandet efter udgivelsen af vores største succes, ”Mars Needs Guitars” (1995), spurgte, om ikke vi skulle prøve at indspille nogle nye sange. Da gav projektet mening for mig, for det var netop på de første plader med Knut, at Hotel Hunger var mest interessant, mest rocket.«

I jeres pressemateriale oversætter I albumtitlen ”Slut” til »billig tøs«. Hvad er det for en måde at vende tilbage til musikbranchen på?

»Okay, indrømmet, det kan lyde lidt mærkeligt. Titlen hentyder ikke til de stakkels piger, som sælger deres kroppe på gaden, men derimod til tilværelsen som freelancer i kulturlivet. Jeg har i snart 25 år levet som freelancer på forskellige teatre, og jeg har fundet mig i mærkelig opførsel fra skruppelløse chefer for at sikre mig min månedsløn. Jeg skal ikke nævne navne her, men flere af dem er siden blevet afsløret i at behandle kvindelige skuespillere virkelig dårligt. Livet som freelancer – om det er på teatret eller i musikbranchen – kan være ret udfordrende.«

Det lyder som en advarsel mod at gå ind i musikbranchen. Hvorfor søge tilbage i den?

»Nej, det giver ikke umiddelbart mening, for der er heller ikke ret mange penge tilbage i branchen. Hvis vi får det tilbage, som vi kaster i projektet, så skal vi vist være mere end tilfredse. Vi gør det kun af lyst.«

”Trouble Comes To Me” hedder et af numrene. Teksten handler om dig selv?

»Ja, det kan man godt sige. Dén sang bygger på følelsen af at være fri, glad og klar til en ny start, og så melder problemerne sig alligevel.«

Du er bange for alle de farer, der lurer i musikbranchen?

»Nej, ikke længere, jeg føler mig rustet til at modstå alle fristelserne. Jeg har faktisk planer om at gennemføre vores kommende turné helt uden at drikke alkohol.«

For første gang i karrieren?

»Ja, jeg vågner om natten og spørger mig selv, om jeg tør gå på scenen uden at have indtaget alkohol. Men hvorfor skulle jeg ikke kunne det? Jeg har jo ikke drukket, når jeg har lavet tv, film eller har optrådt på teatret. Det er bare noget andet i musikbranchen. Dér er det helt almindeligt at tage en lille frygtslukker, som det hedder i jazzverdenen. Den eneste last, jeg har tilbage, det er, at jeg drikker noget vin engang imellem. I øjeblikket drikker jeg slet ikke, for jeg har både Hotel Hunger og en forestilling på Østre Gasværk at koncentrere mig om, og hver gang jeg drikker, så bruger jeg mindst tre dage på at slå mig selv oven i hovedet og føle mig som et dårligt menneske. Når jeg drikker med folk uden for musikbranchen, kan jeg tydeligt mærke, at jeg tager fra på en helt anden måde end dem. Og når vi åbner en flaske vin derhjemme, så drikker min kone ét glas, mens jeg tager resten, og den adfærd har jeg helt klart tilegnet mig i de vilde dage med bandet. Dengang skulle vi i byen efter hver eneste koncert, men det blev trivielt med tiden. Nu vil jeg hellere hjem, så jeg kan stå op sammen med mine børn om morgenen. I øvrigt fylder jeg snart 60 år, og det ville være lidt patetisk at stå at hænge inde på Crazy Daisy.«

Er det rigtigt, at du begyndte at tage kokain for at holde op med at ryge?

»Ja, den er god nok.«

Det må karakteriseres som et alternativt rygestop?

»Ja, men det virkede, jeg stod helt stolt ude i byen og tænkte: ”Hallo, jeg ryger ikke længere, det her er en stor succes”. På den lange bane var det dog det dummeste, jeg nogensinde havde gjort.«

Kokainen gav dig angst?

»Ja, efter at have taget alt for meget kokain fik jeg et voldsomt angstanfald på scenen på Østre Gasværk i 2003. Da gik det op for mig, at det var det samme, der var sket, da jeg som 9- til 11-årig sniffede lightergas. Igennem et halvt års tid var jeg røget ind og ud af angst, men dengang anede jeg jo ikke noget om, hvad det var. Angstanfald, det var der ingen, der talte om, da jeg var barn. Og at sige det til nogle voksne, kunne der ikke være tale om, vi kunne jo ikke afsløre, hvad vi rendte rundt og lavede dengang. Jeg er faktisk glad for det voldsomme anfald på Østre Gasværk, for det gjorde, at jeg ændrede mit liv radikalt. Siden har jeg talt åbent om det hele – lightergas, kokain og angst – og hver eneste gang, har det haft en lindrende effekt. Jeg står ved alt det åndssvage, jeg har foretaget mig, men jeg er helt færdig med stoffer.«

Også med utroskaben, som du talte så åbent om i din biografi?

»Ja, det hele hænger sammen, druk, stoffer og utroskab. Jeg går ikke ret meget i byen længere, og det har løst mange problemer.«

Og nu, vi er ved den slags udskejelser. Af samme biografi fremgik det, at du aldrig havde fået fortalt de øvrige medlemmer af Hotel Hunger, at du engang stod i en bar og kyssede en kvinde, som bandets amerikanske manager var ulykkeligt forelsket i, hvilket meget vel kan have været medvirkende til, at det internationale gennembrud udeblev. Nu har dine kolleger kunnet læse om det i en bog, hvordan har de taget det?

»Der er ikke nogen, der har sagt noget endnu.«

Det kan være, at det kommer i bussen på den kommende turné?

»Måske, men jeg tvivler faktisk på, at de har læst bogen.«

Så hvem skal være mest fornærmet? Dine kolleger, fordi du kyssede den forkerte i baren? Eller dig, fordi de andre ikke har læst din biografi?

»Haha. Det må trods alt være dem, der har den bedste grund til at være fornærmede. Jeg har stadig ret dårlig samvittighed over det, jeg gjorde dengang.«

Sidst vi talte sammen, var du også en smule spændt på, hvordan din kone ville tage historierne om de mange indbrud, som du begik om natten? Har hun tilgivet dig?

»Ja, det har hun, men jeg kan sagtens mærke, når der er noget, som hun ikke bryder sig om. På den måde er hun dejligt jysk. Man kan mærke hendes moral, uden at hun så meget som åbner munden eller løfter pegefingeren. Jeg er i gode hænder.«

Hvad med den viceinspektør, som du stak en lussing i folkeskolen? Har du talt med hende siden?

»Hvis jeg mødte hende, ville jeg helt sikkert sige undskyld, men jeg ved ikke, om hun lever endnu.«

Du føler dig stadig uretfærdigt behandlet?

»Det gjorde jeg i hvert fald dengang. Vi kastede mælk ud af vinduerne og ramte en kvindelig cyklist nede på Ålekistevej i Vanløse. Det havde vi gjort før, men denne cyklist gik ind på kontoret og sladrede. Ja, jeg var med til det, men jeg var meget optaget af det uretfærdige i, at jeg fik skylden uden beviser. Viceinspektøren tog fat i mig, og jeg stak hende en lussing. Nærmest pr. refleks. Og dér kunne jeg godt mærke, at stemningen ændrede sig markant. Jeg gik fra at være klassens klovn til noget mere alvorligt. Det er ikke nogen undskyldning, men både min morfar og min mor, ja, selv min kørelærer, kommunikerede med mig med slag, det er den voldsomhed, jeg er vokset ud af. Min mor holdt først op med at slå, da jeg som 13-årig slog igen, og hun kunne mærke, at det var en dårlig forretning.«

At blive smidt ud af skolen reddede dig, har du udtalt?

»Ja. Jeg fik 14 dage til at finde en arbejdsplads, og så kom jeg i lære som blikkenslager. Jeg havde ikke respekt for nogen i skolesystemet, og jeg havde rodet mig ud i en masse småkriminalitet, men da jeg stod på en arbejdsplads, hvor der var brug for mig, og der blev stillet konkrete krav til mig, så lyttede jeg. Det var jeg nødt til. Og det fik mig på ret kurs. Jeg ville ønske, at udfordrede, unge mennesker havde samme muligheder for at beskæftige sig med praktisk arbejde i dag.«