Laserlys på krigen om freden
Skældsord som tyskertøs og nazishow føg sammen med trusler om sabotage. I 20 år efter sin laserlysskulptur ved Vestkysten i 50-året for Danmarks befrielse var kunstneren bag lagt på is, brændemærket. En ny dansk dokumentarfilm afdækker, hvordan en fejring af fred endte i krig.
I respektable 45 år har Erik Ansø boet tæt på Bulbjerg i Nordvestjylland. »Jyllands eneste klippe« som digterpræsten St. St. Blicher beskrev stedet i 1800-tallet. Og aldrig har Ansø oplevet noget som den majaften i 1995 ved klinten, som han kalder den. Heller ikke siden, tilføjer han.
Ved Vestkysten – eller så tæt på, han kunne komme – blev han en af de i alt 500.000 tilskuere til Danmarkshistoriens måske værste shitstorm. En storm, som fik store personlige omkostninger, og som mange voksne danskere stadig svagt husker lyset af, mens kun de færreste kender hele historien.