Hele to nye julekalendere er klar i år, men der er også nyheder til et mere voksent publikum
Mens DR byder på ”Julehjertets hemmelighed” og TV2 på ”Tinka og sjælens spejl”, er det muligt at fordrive juledagene med historisk action på HBO Max, historisk sci-fi på Netflix og sort krimikomedie på Viaplay.
Hver måned kommer Jyllands-Postens magasinredaktør, der er passioneret serieforbruger, med personlige anbefalinger og guider til de mest interessante premierer.
Uanset om du tog nissehue på i september, som min yngste datter, eller ikke har skænket adventsgaverne en tanke endnu, er det ganske vist.
Lige om lidt går public service-kanalerne amok i julerier og i år faktisk med hele to nyproducerede serier, ”Julehjertets hemmelighed” på DR og ”Tinka og sjælens spejl” på TV 2.
Derudover disker de to danske tv-stationer op med klassikere såsom ”Nissernes Ø” (DR Ramasjang), ”The Julekalender” (TV2 Charlie) og ”Alletiders nisse” (TV 2) og mange, mange flere, hvis man bevæger sig over på DRTV eller TV 2 Play.
Men der er heldigvis også premierer på helt andre fortællinger til alle os voksne, der i juleferien godt bare vil se en vellavet serie i ro og mag og helt uden juleståhej.
Det kunne eksempelvis være den helt nye historiske krigsfortælling ”SAS Rogue Heroes” på HBO Max. Vi befinder os hos de britiske styrker i Egypten under Anden Verdenskrig. Tyske og italienske enheder tromler frem i Nordafrika hen over Libyen med kurs mod Cairo, Nildeltaet og, ikke mindst, Suezkanalen.
Kanalen kontrolleres af de allierede, og fortællingens hovedpersoner ved, at de må gøre noget ekstraordinært, hvis det skal forblive sådan. Derfor skaber de en helt særlig, mytisk hærenhed, SAS. Den skal slå aksemagterne tilbage, hvor de mindst venter det – bag fjendens linjer.
Jeg har allerede set et par afsnit i sød forventning om et farverigt tidsbillede, masser af action og et smukt Egypten. Og jeg hænger på, selv om jeg dog indtil videre ikke er helt overbevist.
Fortællestilen er mildt sagt gumpetung, og replikkerne lyder, som om de nærmest er betagede af sig selv. Især monologerne suger spænding og fremdrift ud af noget, der ellers kunne have været en spændstig fortælling med saft og kraft og hjerteblod. Som den anderledes genialt fortættede eller måske snarere klaustrofobiske ”Generation Kill” fra 2008 om den amerikanske invasion af Irak.
Noget længere tilbage i tiden kommer vi i den historiske science fiction-fortælling ”1899” på Netflix produceret af tyskerne bag den anmelderroste sci-fi ”Dark” (2017-20). Vi er ombord på et skib med migranter på vej fra Europa til New York i 1899, da mildt sagt mystiske ting begynder at ske. Og drømmen om et nyt liv tager stadig tydeligere form som et mareridt.
Knap så mareridtsagtigt er der i det danske krimidrama ”Elvira” med humoristiske tvists på Viaplay. I den danske provinsunderverden udfolder bordellets telefondame sine evner som efterforsker, da én af de prostituerede forsvinder sporløst.
Det er godt at se ultrakommercielle Viaplay tage kunstneriske chancer og give nye danske talenter en chance for at udfolde sig i historier, som de klassiske public service-stationer nok ville vægre sig lidt imod at smide skattekroner efter. Ganske ligesom i den særdeles vellykkede norske coming of age-fortælling ”Delete Me” fra sidste år.
Endnu mere gakket bliverdet forhåbentlig i dette fantasy-comedy-spinoff på den legendariske Hollywood-horrorkomedie ”The Addams Family” fra 1991. Den er noget af det mærkeligste, jeg kan huske at have set i min tidlige ungdom. Men faktisk var filmen baseret på et endnu ældre forlæg, nemlig en absurd tegneserie i The New Yorker fra 1938 kreeret af den amerikanske humorist Charles Addams.
Den premiereaktuelle serieversion hedder ”Wednesday” (Netflix) og fortæller historien om Addams-familiens eneste datter, der nu tilsyneladende er blevet så stor, at hun skal på gymnasium. Det går naturligvis ikke stille for sig.
At dømme efter traileren, er der også i denne seneste reinkarnation dømt familiehygge af den lettere burleske og bizarre slags. Hvilket måske netop er det, man har brug for, når hyggenyggebarometeret med julekalendere i tv og nissehuer på børnehoveder inden længe slår ultimativt ud.