Nørdet udstillingsprojekt på Museum Jorn fortæller den fascinerende historie om et excentrisk galleri
Kunstsamler og bankfuldmægtig John Hunov samlede i 1970'erne nogle af tidens danske og internationale avantgardekunstnere i Daner Galleriet i hjertet af København. Nu udstilles arkivalierne i Silkeborg.
Udstillingerne var ikke langvarige. Galleriets profil var i sandhed uforudsigelig, og åbningstiderne uden for den gængse norm. Med andre ord: Daner Galleriet, der eksisterede på de nævnte betingelser i årene fra 1972 til 1977, havde ikke det traditionelle galleris indbyggede behov for afsætning og omsætning. Indehaveren John Hunov var bankfuldmægtig og rummede en personlig begejstring for dansk og international avantgardekunst, og forunderligt nok blev mange af kunstnerne, der udstillede hos ham, senere væsentlige og banebrydende navne på de skiftende kunstscener.