Lars Henriksen taler for dem, der ikke tør: »Jeg kan ikke holde min kæft«
Aktuelt portræt: Landmand, lærer, folketingskandidat og forperson. Lars Henriksen har været vidt omkring i sit liv. Men uanset hvad han beskæftiger sig med, siger han altid sin mening – på vegne af alle dem, der ikke har modet til at gøre det. Endnu.
I sommeren 1989 trådte Lars Henriksen ind på Gardehusarkasernen i Næstved.
Familien fra Holstebro stillede ikke spørgsmål, da han et par måneder forinden meldte sig frivilligt til værnepligt. Men hans mor var skeptisk.
»Du skal ikke fortælle det til nogen. Militæret er sådan et sted, hvor man ikke kan være i fred med den slags,« sagde hun.
Men hendes kommentar gik hurtigt i glemmebogen hos den 18-årige Lars Henriksen.
»Jeg kan jo ikke holde min kæft, så efter tre uger var jeg åben om det,« fortæller han.