»Retorikken var hård til tider«: Da direktøren dukkede op, og Qvortrup var ingen steder at se, vidste tillidsmanden godt, hvad klokken havde slået
Henrik Qvortrup stopper efter ni turbulente måneder i chefredaktørstolen på Rådhuspladsen. Tillidsmand vil huske ham som »for klar i mælet«
Kl 14.21 tikkede en mødeindkaldelse ind til medarbejderne på Ekstra Bladet. Hvad dagsordenen var, var uklart, men som indkaldelsen spredte sig, begyndte spekulationerne blandt de ansatte at florere.
Chefredaktør Henrik Qvortrup var ingen steder at se, og da mødet gik i gang 39 minutter senere og Stig Ørskov, administrerende direktør i JP/Politikens Hus, som ejer Ekstra Bladet, dukkede op i redaktionslokalerne på Rådhuspladsen, vidste tillidsrepræsentant Jimmi Williemoes Jensen godt, hvad klokken var slået.
»Når man får en mail, hvor alle indkaldes til møde, så ved man, at der sker noget grumt. Jeg tænkte, at enten nedlægger de papiravisen, eller så fyrer de en chef. Ikke bare en mellemleder, men en stor chef,« gengiver tillidsrepræsentanten.
Budskabet fra Stig Ørskov var klart: Henrik Qvortrup stopper som ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet efter at have siddet i stolen i blot ni måneder. Han ønsker at »hellige sig journalistikken igen,« og skal fremover producere podcast og levere politiske analyser, lyder det.
Han erstattes af nuværende journalistisk chefredaktør Knud Brix.
Der var, som Jimmi Willemoes Jensen beskriver det, hverken gisp eller jubelscener over annonceringen, selvom medarbejderne var overraskede.
»Det havde jeg ikke lige set komme. Han blev trods alt ansat med en mission og havde fremlagt en strategi, som den øverste ledelse også havde købt ind på med en garanti for, at vi skal genrejse papiravisen. Så har der selvfølgelig været lidt vind i skørterne, lidt uro. Men jeg havde ikke lige set det her komme. Så jeg er overrasket og det virkede også til at være medarbejdernes reaktion,« siger han og uddyber:
»Der var mange, der havde gået og spekuleret på, hvor længe han nu ville holde, for vi vidste godt, han ikke ville blive siddende i 20 år. men jeg tror, der er stor overraskelse over, at det var nu.«
Siden Henrik Qvortrup tiltrådte, har der på Ekstra Bladet været, hvad en tidligere tillidsrepræsentant beskrev som »åreladning af talent«, idet mere end 30 medarbejdere ifølge Politiken siden tiltrædelsen havde sagt op.
Og en ny, stort anlagt strategi med Henrik Qvortrups signatur på fik høvl fra flere kanter.
Jimmi Willemoes Jensen vurderer dog ikke, at opsigelsen sker som en konsekvens af kritikken af strategien.
»Vi i medarbejderbestyrelsen har rejst problemer overfor ledelsen om medarbejdertilfredshedsundersøgelsen og arbejdsmiljøvurderinger. Et af de store kritikpunkter var, at ledelsen ikke har været synlig nok. Det har vi påpeget flere gange, og den kritik tog han til sig og ville arbejde på.«
Gjorde han så det?
»Det synes vi jo ikke rigtigt. Det blev ikke meget bedre. Men om det skulle være udslagsgivende, det ved jeg ikke. Det spurgte vi Stig Ørskov om på mødet, hvortil han gav et politiker svar a lá at synlighed i ledelsen er et kernebegreb i huset. Så man kan jo gætte på, om det har været med i ligningen.«
Tillidsrepræsentanten peger samtidig på, at der har været utilfredshed blandt medarbejderne med Henrik Qvotrups tone.
»Han var en chefredaktør, der var klar i mælet. Han havde nogle dagsordener, der skulle sættes igennem, og dem kommunikerede han meget klart ud. Jeg synes også, han var for klar i mælet. Retorikken var hård til tider. Første gang han tog ordet foran medarbejderne sagde han, at nu måtte vi se, om folk levede op til den løn, de fik. Det var ikke nødvendigt at sige på den måde.«
Og så hæfter han sig ved, at de mange opsigelser har skabt uro på Ekstra Bladet.
»Det kan der være en grund til, når der kommer en ny chef ind, som har ret til at sætte sit eget hold. Men det har været mange.«
For mange?
»Jeg vil helst ikke af med nogen af mine kollegaer, så ja, det synes jeg da. Nu trænger vi til ro på bagsmækken.«
Stig Ørskov afviser, at der var tale om en fyring, men oplyser i en pressemeddelelse, at man er »enige i behovet for en ledelsesmæssig justering.«
Jimmi Willemoes Jensen håber, at det med Knud Brixs tiltrædelsen bliver det sidste stoleskifte for nu.
»Jeg synes godt, jeg kan konkludere, at det er stor tilfredshed med, at Knud Brix er den nye kalif. Men omvendt var det ikke en situation, vi gad at skulle ryge ud i igen. Nu håber vi, der kommer ro på. At stormvejret er aftaget og at der ikke sker mere. Vi vil ikke have mere udskiftning, vi vil bare lave det, vi altid har gjort: journalistik.«
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Henrik Qvortrup.