”Flugt”-instruktør ville have snakket om Ukraine i oscartale
Jonas Poher Rasmussen var ikke skuffet over manglende Oscar, men at han ikke fik lov til at holde tale.
Den danske film ”Flugt” vandt ingen Oscar ved årets oscaruddeling, og det forventede instruktør Jonas Poher Rasmussen heller ikke.
Han var mest af alt skuffet over, at han ikke fik lov til at holde en takketale.
- Meget af skuffelsen kommer af, at jeg ikke fik lov til at holde en tale, for jeg synes, at vi havde noget vigtigt at sige. Mange af talerne til sådan nogle ting her bliver lidt banale, siger Jonas Poher Rasmussen efter showet.
- Så at få lov til at sige noget vigtigt, om den situation som verden står i her, synes jeg ville have være rart. Det ville være rart at give noget tyngde til showet.
”Flugt” er en animeret dokumentarfilm. I filmen interviewer Jonas Poher Rasmussen sin ven Amin, der for første gang fortæller den barske historie om sin flugt fra Afghanistan som barn.
Havde ”Flugt” vundet en statuette, ville instruktøren blandt andet have læst et citat op, som Amin havde givet ham med til Los Angeles.
- Og så ville jeg gerne have snakket lidt om krigen i Ukraine, om flygtninge, og hvordan Amins historie kan give noget perspektiv og nuance, siger han.
Jonas Poher Rasmussen siger videre, at holdet bag ”Flugt” er ”enormt stolte” af de tre nomineringer.
Filmen var nomineret for Bedste Animationsfilm, Bedste Internationale Film og Bedste Dokumentar.
Sidstnævnte var den kategori, hvor filmen var spået den største chance for en statuette.
- Jeg vidste, at vi ikke var favoritter i nogle af dem. Jeg havde håbet på dokumentar, siger Jonas Poher Rasmussen.
Ud over de tre nomineringer til ”Flugt”, var danske Martin Strange-Hansen nomineret for sin kortfilm ”On My Mind”, mens Dan Laustsen var nomineret for Bedste Fotografering.
Der blev dog ingen dansk hæder ved årets oscaruddeling.
/ritzau/